- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny LOT-rute fra Warszawa til Beirut

Polske LOT vil fra næste sommer flyve fra Warszawa til Beirut med op til fem ugentlige afgange.

Polske LOT starter næste sommer en ny sæsonrute fra Warszawa til Beirut – hovestaden i Libanon. Ruten vil blive opereret fra den 14. juni til den 15. september 2019 med fire ugentlige afgange i juni og september og fem ugentlige afgange i juli og august.

LOT vil betjene ruten med Embraer 195-fly, der alt efter versionen har fra 112 til 118 sæder passagersæder om bord. Den forventede flyvetid er tre timer og 25 minutter fra Warszawa til Beirut, og tre timer og 40 minutter fra Beirut til Warszawa.

Der bliver afgang fra Warszawa Chopin Lufthavn kl. 10.30 med ankomst i Beirut kl. 14:55 lokal tid. I den modsatte retning er der afgang fra Beirut kl. 03.50, og flyet ankommer til Warszawa kl. 06.30, hvor der er videre forbindelse til en lang række destinationer i Vesteuropa og Nordeuropa.

Bliver måske helårsrute
LOT meddeler i en pressemeddelelse, at man afhængig af sommerrutens resultater vil overveje om forbindelsen skal fortsætte i vintersæsonen også.

Star Alliance-selskabet LOT har tidligere haft en rute til Beirut, som blev nedlagt, men de seneste år har LOT oplevet øget efterspørgsel på flyrejser til Libanon.

”Vi har et langt mere omfattende netværk af forbindelser i dag, blandt andet i Tyskland og Skandinavien, hvor vi forventer stor interesse for flyvninger via Warszawa til Mellemøsten,” siger Adrian Kubicki, kommunikationsdirektør i LOT.

Europas hurtigst voksende flyselskab
LOT er i øjeblikket det hurtigst voksende flyselskab i Europa og tilbyder forbindelse til 105 destinationer Siden begyndelsen af ​​2016 har LOT annonceret ​​mere end 60 nye ruter – heriblandt fra Warszawa til Los Angeles, Newark-New York, Seoul, Tokyo og Singapore, fra Budapest til New York City og Chicago, fra Krakow til Chicago og fra Rzeszów til Newark-New York.

I 2017 transporterede LOT i alt over 6,8 millioner passagerer, hvilket var mere end 25 procent end året før. I år forventer LOT cirka ni millioner passagerer, og selskabet forventer at runde 10 millioner passagerer i 2019.

Relaterede artikler:

LOT lancerer sin 14. langdistancerute

Medie: LOT er lun på Croatia Airlines

LOT vil erobre Ungarn