Airbus A321-200 fra WOW air.

Ny nordisk rute til Vancouver

Mens WOW air er i gang med at afvikle ruter i Midtvesten i USA, så bliver der plads til at åbne en ny rute til det vestlige Canada.

WOW air er klar med nye nordamerikanske destinationer, selvom selskabet har besluttet at afvikle ruterne fra Keflavik til Cleveland, Cincinatti og St. Louis, ligesom ruterne til New York-JFK og Dallas-Fort Worth i øjeblikket er på observationslisten.

Fra den 6. juni 2019 og frem til 25. oktober vil det islandske lavprisflyselskab flyve seks gange om ugen mellem Keflavik og Vancouver, der er en havneby i British Columbia på den canadiske vestkyst. Der benyttes en Airbus A321-200, der er indrettet med plads til 208 passagerer.

“Danskerne er generelt glade for at rejse til Nordamerika, og vi mærker stor interesse for vores lavprismodel, når de krydser Atlanten. Derfor glæder vi os til at kunne tilbyde danskerne nye oplevelser i Canada til en skarp pris,” fortæller Skuli Mogensen, der er stifter og ejer af WOW air.

Canada er populært
Der er i øjeblikket stor efterspørgsel efter rejser til Canada. Destinationen blev kåret som bedste oversøiske turistland ved den nylige Danish Travel Awards 2018 arrangeret af STANDBY.dk og Travelmedia Nordic.

Med den nye rute får rejsende adgang til Greater Vancouver, der er det tredjestørste byområde i Canada efter Montreal og Toronto.  Vancouver ligger naturskønt placeret ved Stillehavet og er et populært spot til filmoptagelser.

Vores afgange til Montreal og Toronto er blevet meget populære. De seneste år har vi fokuseret på destinationer i USA, når vi har udvidet vores nordamerikanske rutenetværk, så vi er rigtig glade for at kunde sætte en ny canadisk by på rutekortet,” siger Skuli Mogensen.

WOW air flyver fra København – med en mellemlanding i Keflavik lufthavn – til en række destinationer i Nordamerika: Orlando, San Francisco, Los Angeles, Dallas, Washington D.C., New York, Pittsburgh, Boston, Detroit, Chicago, Toronto, Montreal og Vancouver. Fra 6. december udvider selskabet sit rutenetværk til Asien med New Dehli i Indien som første destination.

Stor konkurrence
Konkurrenten Icelandair har også Vancouver på rutekortet. Ligesom WOW air vil Icelandair også flyve seks gange om ugen i højsæsonen mellem Keflavik og Vancouver.

De to islandske flyselskaber bliver dog ikke alene om at betjene Vanvouver. Således flyver i dag Air Canada, Air France, Air Transat, British Airways, Condor, KLM, Lufthansa og WestJet Airlines direkte fra Europa til den canadiske storby.

 

Relaterede artikler:

WOW air lukker flere amerikanske ruter

WOW air øger med 33 procent i CPH

WOW air åbner to nye ruter til Canada