Ny SAS-rute til Billund holder vinterpause

Den 3. september åbnede SAS den første udenrigsrute i 14 år til Billund Lufthavn. Der er dog ikke passagerer nok til at flyve i hele vinterperioden, hvorfor ruten holder pause i et par måneder.

Da SAS-flyet fra Oslo med rutenummer SK1451 den 3. september landede i Billund Lufthavn, markerede det samtidig den første SAS-udenrigsrute til den vestdanske lufthavn i næsten 14 år.

Ruten bliver opereret med seks ugentlige afgangei konkurrence med Norwegiansamt Sun-Air of Scandinavia, der flyver på vegne af British Airways. Men der er tilsyneladende ikke nok efterspørgsel i vintermånederne til at holde alle tre selskabers fly i luften.

SAS har derfor valgt at vinterlukke Oslo-Billund ruten i nogle måneder. Der flyves sidste gang fredag inden jul, og ruten ventes startet op igen i begyndelsen af marts måned.

“Vi har desværre ikke oplevet stor nok efterspørgsel på den direkte rute mellem Billund og Oslo, så vi har set os nødsaget til en pause over vinteren. Indtil vi starter igen den 3. marts, må vi henvise kunderne til at flyve over København og videre direkte til Oslo derfra,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen.

Ingen vinterpause til konkurrenter
Hos konkurrenterne Sun-Air of Scandinavia og Norwegian er der ingen vinterpause i udsigt. British Airways-franchisepartneren vil stadig flyve to gange dagligt på hverdage samt en enkelt søndagsfgang, mens Norwegian dog vælger at indskrænke fra seks til fem ugentlige afgange i de svage vintermåneder.

Konkurrencen på flyrejser fra det jyske markedtil Oslo-regionen vil blive øget, når Norwegian den 2. april næste år åbner en ny rute fra Aalborg til Oslo. Her skal der flyves seks gange ugentligt.

Ryanair forventes også til foråret at genoptage tredje sæson på flyvningerne mellem Aarhus Lufthavn og Moss Lufthavn Rygge syd for Oslo.