- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye Business Class-sæder hos Lufthansa

Når Lufthansa Group modtager nye fly fra Airbus A320-familien fra 2019, vil flyene være udstyret med helt nye og mere komfortable sæder på Business Class.

Passagerer hos Lufthansa, SWISS og Austrian Airlines kan se frem til en forøget rejseoplevelse fra næste år.

De tre europæiske flyselskaber, der alle er en del af Lufthansa Group, vil således modtage helt nye fly fra Airbus A320-familien, når kalenderen viser 2019.

Flyene til de tre selskaber vil få installeret standardiserede sæder, der skiller sig ud ved blandt andet at have slanke ryglæn og sædepuder lavet af skum. Det skal sikre en behagelig rejseoplevelse for kort- og mellemdistancekunderne hos Lufthansa, SWISS og Austrian Airlines.

De nye sæder vil blive installeret i hele kabinen, og det betyder, at Business Class-passagerer også vil få glæde af de nydesignede flysæder. Passagerer på denne klasse vil kunne sætte ryglænet til 26 grader i cruisehøjde, mens øvrige rejsende vil kunne sætte ryglænet til 20 grader under hele flyvningen. Førhen var der kun mulighed for en 12 graders hældning under taxi, start og landing.

Positiv feedback
Sæderne er designet med en ergonomisk trykfordeling, og så er sædelommen med magasiner lagt vandret, hvilket giver det slankere ryglæn. Passagererne får mere personlig frihed, ligesom ryglænenes større hældning giver forøget komfort under flyvningen.

”En stor del af kundefeedbacken har handlet om designet af sædet, og vi er glade for allerede at have modtaget en masse positiv feedback om de implementerede funktioner i løbet af projektet,” siger Paul Estoppey, der er leder af kabineproduktet hos Lufthansa Group.

Lufthansa Group har haft fokus på at forbedre kundeoplevelsen, men man har også haft andre planer med udviklingen af de nye sæder. Koncernen har således også haft som mål at mindske vægten og minimere vedligeholdelsesomkostningerne.

Fleksible på flykonvertering
Den italienske sædeproducent Geven har vundet opgaven med at producere de nye flysæder, men samarbejdet mellem Lufthansa Group og Geven er ikke nyt.

”Geven har et fremragende ry i branchen, som vi fuldt ud kan bekræfte. Samarbejdet har været fremragende fra dag 1, og vi som Lufthansa Group har altid haft gavn af Gevens store ekspertise og kreative støtte til den videre udvikling af sædet,” siger Paul Estoppey.

Sædestandardiseringen på de nye fly fra Airbus A320-familien sker som led i, at Lufthansa-koncernen ønsker at være fleksible på konverteringen af fly. Hvis for eksempel koncernen får brug for at konvertere et fly fra SWISS til Lufthansa.

De standardiserede fly vil altså gøre det muligt at reagere hurtigt og flytte betydelig kapacitet mellem de tre flyselskaber.

 

Relaterede artikler:

Mange bud på Lufthansas nye farver

Lufthansa løfter sløret for ny Business Class

Verdenspremiere på nye Lufthansa-sæder

Lufthansa på vej med nyt Business Class-sæde

Udvalg af syv retter i Lufthansa Economy