Nye ATR72-600 hos Nordic Capital Aviation i Billund. (Foto: Erik Gjørup - SAIcollection)

Nye fly til 600 millioner kroner parkeret i Billund

Fire splinternye ATR72-600 har stået i flere måneder hos Nordic Aviation Capital i Billund, og flyene er endnu ikke kommet på vingerne for en kunde.

Ved en hangar i Billund Lufthavn står fire fabriksnye ATR72-600 med danske registreringnumre og i neutral hvid bemaling.

Det ældste fly med registrering OY-YCG har stået der siden den 22. september sidste år, og flyet tilhører Nordic Aviation Capital, der er et af verdens førende flyleasingselskaber. At ældre og brugte fly står og venter på en ny leasingtager er ikke noget usædvanligt, men det hører derimod til sjældenhederne, at fire fabriksnye fly med en samlet listepris på omkring 600 millioner kroner får lov at stå på jorden uden at være beskæftiget.

De tre øvrige fly er OY-YCL, OY-YCM og OY-YCE, der blev leveret henholdsvis den 15. og 20. december i 2017 og 3. januar i 2018.

Men nu er der håb om, at det ældste af de fire fly snart kan være på vej til en leasingtager. Torsdag den 15. marts var OY-YCG nemlig i luften i lidt over to timer på en rundtur over Jylland med en kort afstikker ud over Nordsøen. Kilder peger på, at det sandsynligvis er amerikanske Silver Airways, der skal have flyet leveret.

Hos Nordic Aviation Capital ønsker man af fortrólighedsårsager ikke at kommentere på de specifikke fly, samt hvem der er kunder til dem, men virksomheden forklarer, hvorfor et helt nyt fly nogle gange kommer til at stå på jorden i lang tid, før det kan komme i luften.

“Når der bestilles nye fly, skal leasingtagerne ofte op til 12 til 24 måneder i forvejen forpligte sig til en leveringsdato. I meget sjældne tilfælde sker der nogle ændringer hos kunderne, hvorfor de ønsker at udsætte en levering  for eksempelvis at undgå at få et nyt fly leveret lige op til en lavsæson. I disse tilfælde forsøger vi at finde en mere optimal leveringdato, og i nogle situationer vil der være en omkostning forbundet for kunden for denne fleksibilitet, men vi forsøger altid at lave en win-win aftale for begge parter,” siger Sandra Leahy, pressetalskvinde for Nordic Aviation Capital, til CHECK-IN.dk.

Verdens største ATR-flådeejer
I sommeren 2013 afgav Nordic Aviation Capital en ordre på 30 helt nye ATR72-600 samt fem ATR42-600 med en option på yderligere 55 fly, og sommeren efter blev det til en ordre på 25 ATR42-600 samt option på yderligere 50 ATR-fly. I januar 2018 bestilte Nordic Aviation Capital yderligere 12 ATR42-600 og tre ATR72-600 til en leasingkontrakt med det Florida-baserede selskab Silver Airways.

I dag er Nordic Aviation Capital således verdens største flådeejer af ATR-fly med i alt 140 ATR72 og 28 ATR42 og inden længe er man oppe over 200 fly fra den franske italiensk-franske flyproducent. Samlet har flyleasingvirksomheden 411 fly i sin portefølje.

Kunderne er mange, og igennem de seneste 12 måneder har i alt 17 selskaber købt eller leaset ATR-fly fra Billund-virksomheden. Der er tale om flyselskaber som Eastern Airways, Stobart Air, AirSWIFT, Aeronova, Rheinland Air Service, Regional Jet, Transnuva Aviation, Far Eastern Air Transport, Trigana Air Service, Azul, Yeti Airlines, Mistral Air, Pelita Air Service, Inter Régionale Express, Hunnu Air, Garuda Indonesia og  České aerolinie.

 

Relaterede artikler:

ATR tredoblede salget i 2017

Billund-selskab køber 10 ATR72-fly

Dansk selskab booster ATR-salgsrekord

Nordic Aviation Capital køber ATR42-600