Nye optjeningsregler i SAS EuroBonus

Fra den 1. januar er der færre bonuspoint at hente hos SAS på de billigste billetter i Go og Plus-klasserne. Til gengæld skal der færre point til at kvalificere sig til Gold og Diamond-niveauerne.

Hos SAS ændrer man med virkning fra den 1. januar 2015 vilkårene for at optjene point i loyalitetsprogrammet EuroBonus.

Årsagen er det markante prispres i det skandinaviske marked. Det er efterhånden blevet for lukrativt at kunne optjene point, der ikke umiddelbart er afhængige af den pris, der er betalt for flybilletten.

I dag optjener man eksempelvis 500 bonuspoint på SAS Go inden for Skandinavien samt 1.000 point på SAS Plus. Fra den 1. januar inddeles pointindtjeningen i fire kategorier afhængig af klasse samt billettype. Her vil der kunne optjenes eksempelvis 250, 500, 750 eller 1.000 point bestemt af bookingklassen.

“Vi skifter tilbage til at lave optjening på bookingklasserne. Princippet bliver fremover, at desto mere du betaler for din billet, desto mere kan du optjene,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Generelt set vil EuroBonus-medlemmerne fremover optjene færre point på rejserne i forhold til tidligere. Det sker blandt andet også gennem en segmentering, hvor pointoptjeningen til Asien og USA ikke alene optjenes som en fast enhed til det samlede geografiske område, men i stedet splittes op på pointbeløb på de aktuelle ruter. Det betyder, at der optjenes flere point til San Francisco, end hvis rejsen blot går til New York.

Lettere at få Gold og Diamond
Når SAS gennem justeringen af optjeningsmulighederne har valgt at forringe produktet en smule, har flyselskabet til gengæld ændret på et andet parameter, der skal gøre ændringen mere spiselig for de flere end 3,6 mio. medlemmer af EuroBonus.

SAS vil tilbyde en højere optjeningsmulighed på Business Class på de interkontinentale ruter til Asien og USA, og samtidig vil man sænke pointkravet til Gold- og Diamond niveauerne.

I dag er et guldkort inden for rækkevidde ved 50.000 basispoint eller 50 enkeltrejser. Det ændres fremover til 45.000 basispoint og 45 enkeltrejser. Også i Diamond-niveauet ændres der fra 100.000 basispoint og 100 enkeltrejser til 90.000 basispoint og 90 enkeltrejser.

Hos SAS forventer man, at EuroBonus inden sommeren 2015 vil nå op på fire mio. medlemmer. Oprindeligt var målet i forbindelse med relanceringen at ramme fem mio. medlemmer inden udgangen af 2015, men det bliver svært at nå via organisk vækst. Det vil kræve et stort samarbejde med en partner, der på én gang kan tilføre mindst en halv million medlemmer.