Embraer ERJ145 fra California Pacific Airlines.

Nyt amerikansk flyselskab klar med ruter

I november åbner California Pacific Airlines tre nye ruter fra Carlsbad nord for San Diego til destinationer i det vestlige USA.

USA har udsigt til at få endnu et flyselskab, når California Pacific Airlines efter planen den 1. november går i luften med nye ruter fra McClellan-Palomar Airport i Carlsbad nord for storbyen San Diego i Californien.

California Pacific Airlines’ første ruter bliver en forbindelse fra Carlsbad til San Jose i Californien med 12 ugentlige afgange og en rute fra Carlsbad til Reno i Nevada med fire ugentlige afgange.

Fra den 15. november vil selskabet endvidere betjene en rute fra Carlsbad til Las Vegas med tre ugentlige forbindelser.

Problemer med godkendelse
Det nye flyselskab blev etableret helt tilbage i 2009, og California Pacific Airlines modtog sit første fly, en Embraer 170, helt tilbage i 2012.

Selskabet har imidlertid haft problemer med at blive godkendt hos de amerikanske luftfartsmyndigheder, som adskillige gange har afvist selskabets ansøgninger om et AOC (Air Operator’s Certificate, red.). Embraer 170-flyet er da også for længst leveret tilbage til fabrikken.

Der kom først for alvor skred i tingene, da California Pacific Airlines i slutningen af 2017 købte det amerikanske charterselskab Aerodynamics og dermed overtog dette selskabs flyvetilladelser.

”Dagens meddelelse markerer kulminationen på en flerårig indsats, der vil gøre det betydeligt nemmere at rejse med fly mellem San Diegos North County og vigtige destinationer i den vestlige region,” sagde Ted Vallas, formand for California Pacific Airlines, i en pressemeddelelse, da startdatoen på de nye ruter blev annonceret forleden.

Fire Embraer ERJ145-fly
California Pacific Airlines vil betjene de nye ruter med fire Embraer ERJ145-fly, som hver har plads til 50 passagerer. Selskabet har dog ifølge Flight Global planer om at købe en række E170 fly i fremtiden.

Det nye flyselskab bliver indtil videre alene om at have ruter ud af McClellan-Palomar Airport. Det seneste selskab, som havde rutetrafik fra lufthavnen i Carlsbad, var Elite Airways, som mellem september 2017 og april i år drev en rute fra Carlsbad til Las Vegas. Tidligere har også SkyWest Airlines betjent den offentligt ejede lufthavn.

Relaterede artikler:

JetBlue-stifter på vej med nyt flyselskab

Udsigt til rekordsommer i amerikansk luftfart

Qatar Airways tilbudt andel i amerikansk flyselskab