Nyt design skal give Finnair vækst

Som et led i Finnairs 2020-vision har luftfartsselskabet netop offentliggjort et nyt design, der skal medvirke til, at Finnair kan skabe vækst og ikke mindst blive det foretrukne luftfartsselskab i Norden. Finnairs nye design vil bl.a. kunne ses på selskabets flåde og personalets uniformer.

Navnet er det samme, men designet har fået et nyt og mere moderne ”touch” med en mørkeblå farve i logoet suppleret med skær af hvid og sølv. Der er tale om Finnairs nye design. I går skiftede selskabets logo fra den gamle, lyseblå farve til et dybt mørkeblåt look med den traditionelle skråskrift, der skal være med til at forny hele Finnairs visuelle identitet og udseende udadtil.

Finnairs nye design kommer som et led i selskabets brandudvikling, der harsom målsætning at gøre Finnair til Nordens største luftfartsselskab og det tredje største luftfartsselskab mellem Europa og Asien inden år 2020. Og ifølge Finnairs koncernchef, Mika Vehviläinen, skal det nye design medvirke til en udmøntning af denne vækststrategi.

”Vores kunders forventninger til vores service og vores identitet skal være i takt og ændres tilsvarende. Vi ønsker at styrke vores tiltrækningskraft som et selskab, ikke blot blandt vores finske kunder men også på de asiatiske og centraleuropæiske markeder,” lyder det.

Det nye logo, der vil blive implementeret fra januar 2011 og frem til 2013 indebærer en udskiftning af det gamle logo til det nye på personalets uniformer, på Finnairs skranke og serviceområder i lufthavne samt naturligvis på selskabets flåde, hvor Finnairs fly til langdistanceruterne vil blive malet om i løbet af 2011, hvorimod den resterende flåde vil få det nye logo på i 2013.

Det nye logo og design er ikke uden betydning i forhold til at skabe vækst og nå målsætningen om at blive Nordens største luftfartsflyselskab og den tredje største operatør mellem Europa og Asien.

”Finnairs’ vækst kommer primært fra trafikken i Europa og til Asien. Vi har undersøgt efterspørgslen på det asiatiske marked, og for at opnå succes på dette meget konkurrenceprægede marked kræver det, at vi skiller os positivt ud eksternt og med hensyn til serviceindholdet.”

Med lanceringen af det nye logo følger en række tjenester og serviceydelser til Finnairs passagerer, der, ifølge det finske selskab, vil være med til at lempe især de forretningsrejsendes rejse og gøre rejsen mere effektiv og behagelig.
Omkostningerne i forbindelse med Finnairs nye design er i omegnen af ti mio. euro – små 75 mio. danske kr.

Foto: Finnair´s langdistancefly vil allerede i 2011 blive malet i nye farver. Her en Airbus A330 i ny bemaling.