ATR 72-fly

Nyt indenrigsselskab skal hedde Mojn Express

Mojn Express bliver navnet på det nye indenrigsflyselskab, der om få måneder agter at tage kampen op mod Danish Air Transport på Sønderborg – København.

Navnet på Danmarks nye indenrigsflyselskab, der skal flyve mellem Sønderborg og København, bliver Mojn Express. Mojn er et sønderjysk udtryk, der på rigsdansk kan oversættes til goddag eller hej.

”Mojn Express er valgt fordi det er et navn, der kan bruges regionalt og både syd og nord for den dansk-tyske grænse. Det giver et helt klart billede af hvor vi flyver hen og så er det også tilpas pudsigt til, at man husker det,” forklarer direktør Henrik Therkelsen fra Air Alsie til CHECK-IN.dk.

Det bliver Sønderborg-baserede Air Alsie, der skal betjene ruten for Mojn Express på Air Alsies luftfartstilladelse, det såkaldte Air Operators Certificate (AOC). Mojn Express bliver derfor teknisk set ikke et rigtigt luftfartsselskab, men det, der populært kaldes et virtuelt flyselskab, som kun markedsfører ruten og sælger billetterne.

Fem gange dagligt
Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i februar, så er det lokale investorer og erhvervsvirksomheder, der står bag etableringen af Mojn Express. Selskabet skal fra slutningen af maj eller starten af juni skal tage kampen op mod Danish Air Transport (DAT) på indenrigsruten mellem Sønderborg og København. DAT flyver i dag fire gange dagligt på hverdage med en 32-sæders SAAB A340-maskine. Planen er fortsat, at Mojn Express skal flyve fem gange om dagen på hverdage med en 60-sæders ATR-72 maskine.

Air Alsie planlægger at anskaffe to ATR-72 maskiner, så man har et reservefly i baghånden.

”Vi har et firma til at arbejde med at skaffe fly til os. Og vi er kommet så langt, at vi konkret kigger på fire forskellige fly,” forklarer Henrik Therkelsen.

Stammer fra tysk
På internetleksikonet Wikipedia kan man læse flere teorier omkring oprindelsen af ordet ”mojn”. Den mest udbredte teori er, at ordet stammer fra den tyske hilsen ”Guten Morgen” (god morgen, red.) og at håndværkere, handelsfolk og lignende tog udtrykket med hjem til Sønderjylland, da egnen var under tysk styre i årene fra 1864 til 1920.

En anden teori går på, at ordet stammer fra det nederlandske tillægsord ”moje” i betydningen god eller behagelig.

Et eksempel på anvendelsen af mojn i et firmanavn er radiostationen Radio MOJN, der fra Aabenraa sender popmusik til hele Sønderjylland.

Læs også:

Kun planer om Sønderborg-rute

DAT: Vi trækker os ikke

Nyt indenrigsflyselskab på vej