Airbus A340-flyet OY-KBM fotograferet i Københavns Lufthavn.

Nyt langdistancefly til SAS med flere sæder

Astrid Viking er tilbage i SAS-flåden efter at have været udlejet til portugesiske Hi Fly. Flyet bliver indsat i Star Alliance-bemaling og er blevet indrettet med 19 ekstra sæder i A330-konfiguration selvom flyet er af typen Airbus A340.

Den 13. august 2009 forlod et SAS Airbus A340-300 fly med registreringen OY-KBM Københavns Lufthavn med kurs mod Zürich. Flyet skulle til et vedligeholdelsescheck inden opbevaring i den lille regionale lufthavn Tarbes-Lourdes-Pyrénées Airport for foden af de franske pyrenæer.

Flyet, med navnet Astrid Viking var nemlig et af de to langdistancefly, som SAS havde været tvunget til at tage ud af drift som led i en omfattende spareplan, der skulle bringe selskabet tilbage på rette økonomiske kurs.

Opholdet i hangaren i den franske lufthavn varede indtil den 3. juli 2010, hvor flyet blev leveret til det portugesiske flyselskab Hi Fly i Lissabon i forbindelse med en lejeaftale.

Her har flyet været beskæftiget frem til den 19. januar i år, hvor det blev tilbageleveret. Opgaverne hos Hi Fly har primært været transport af personale for Royal Australian Air Force down under, men et sommerjob hos Air Algérie er det også blevet til undervejs.

Men fredag den 27. januar kl. 13.00 landede flight SK9136 fra Singapore i skikkelse af Astrid Viking. Den stolte dame skulle hjem og gøre tjeneste hos SAS igen. Udseendet var dog blevet en kende forandret, siden Astrid Viking forlod Danmark i 2009. Således kom OY-KBM hjem i en nydelig Star Alliance-bemaling, der klædte det kun 10 år gamle langdistancefly.

Ydre og indre forvandling

Men ikke nok med, at Astrid Viking skiller sig ud i Star Alliance-bemalingen. Indvendigt ser hun heller ikke ude som sineseks søstre og brødre i A340-flåden.

Netop Airbus A340-300 flyene er hos SAS indrettet i en version med 245 sæder, hvoraf 46 er til Business Class, 28 til Economy Extra og de resterende 171 til Economy Class.

Men Astrid Viking er blevet indrettet som et A330-fly med 264 sæder, hvilket vil sige 34 på Business Class, 35 på Economy Extra og 195 på Economy Class.

“Flyet blev bygget om til en 264 sæders A330-konfiguration i forbindelse med lease out. Vi har derfor valgt at beholde denne konfiguration for at få flyet i drift så hurtigt som muligt,“ siger John Nielsen, der er Manager Network Planning hos SAS.

Første ruteflyvning tilbage i SAS-flåden fandt sted torsdag den 2. februar, hvor Astrid Viking som rutenummer SK943 satte kurs mod Chicago fra København. Det nye Airbus A340-fly skal primært benyttes i Nordamerika-trafikken, men kommer dog også til at flyve en del på Asien, oplyser SAS.

Med Astrid Vikings tilbagevenden i SAS-flåden beskæftiges samlet 11 langdistancefly, heraf 7 Airbus A340-300 og 4 Airbus A330-300.

Foto: CPHSpotters.dk