- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt Lufthansa-flydesign afsløret før tiden

Selvom Lufthansa først officielt vil præsentere det nye flydesign den 7. februar, så har selskabet allerede torsdag fremvist det på intranettet.

I disse dage præsenterer Lufthansa på de sociale medier fotos og små videoklip at tildækkede fly og lukkede hangarer for at stimulere interessen for det nye flydesign, der officielt præsenteres ved store arrangementer i Frankfurt og München den 7. februar. Men alligevel cirkulerer fotos allerede på internettet via både uofficielle og officielle kanaler.

Det er sket efter, at det tyske flyselskab torsdag på selskabets intranet viste tre fotos af en Boeing 747-8 i det nye design. Disse fotos blev med lynets hast spredt uden for virksomheden, og derfor kan man allerede nu se fotos af et nyt design, hvor den gule farve er forsvundet. Det hele er blevet mere blåt, hvilket kampagnen #LufthansaBlue også signalerer.

Kommentarerne i diverse luftfartsfora og på de sociale medier er ikke særligt positive. Overordnet set kalder mange det nye design for kedeligt og sammenligner det med United Airlines. I det hele taget er det svært at finde positive omtaler af det nye flydesign.

Der er dog kommet en lykønskning fra søsterselskabet Austrian, der på selskabets Twitter-profil konstaterer, at Austrian er rød og Lufthansa er blå. Så om ikke andet kan man kende forskel på de to koncernselskaber gennem farverne.

 

Omfattende arbejde
Det bliver en lang proces, at få iklædt de mange fly de nye farver Koncernchef Carsten Spohr har i sin interne besked forklaret, at der vil gå omkring otte år, førend det sidste af 330 fly har fået sit nye design. Ved udgangen af 2018 ventes omkring 40 fly af være malet om.

Boeing 747-8-flyet med registreringen D-ABYA har siden den 12. januar stået i en malerhangar i Roms Fiumicino-lufthavn, hvor International Aerospace Coatings, der udfører maleropgaven, har en af sine fire europæiske afdelinger. Men nu er flyet klar til at forlade hangaren som det første med de nye farver.

Ifølge uofficielle kilder vil flyet i ly af mørket lette fra Rom Fiumicino Airport fredag den 2. februar kl. 04.15 med forventet ankomst i Frankfurt Lufthavn kl. 06.00, hvor det formentlig bliver kørt direkte i hangar, så det ikke er synligt for nysgerrige blikke.

Men det meste af spændingen er allerede taget ud, inden den officielle præsentation i næste uge.

 

Relaterede artikler:

Mange bud på Lufthansas nye farver

Første A350 til Lufthansa om en måned

‘Himlens Dronning’ modtaget af Lufthansa