Odense Lufthavn: Vi har givet markedet væk

Odense Lufthavn vil have fynboerne tilbage fra Billund, CPH og Hamborg. Første skridt var en charmetur overfor blandt andre Norwegian, bmi regional og Turkish Airlines.

Odense Lufthavn gjorde for alvor sin entré på den internationale scene i sidste uge, da lufthavnen deltog i den store europæiske ruteudviklingskongres, Routes Europe. Her møder luftfartsselskaber og lufthavne hinanden på bedste speed dating-manér og lægger måske kimen til et samarbejde eller styrker eksisterende bånd. For Odense var formålet med deltagelsen klar.

”Det var første gang Odense Lufthavn var på Routes. Derfor handlede det primært om at introducere os selv og præsentere vores business case. Vi havde møder med Norwegian, bmi regional, Turkish Airlines og mange andre,” fortæller direktør Christian Berg fra Hans Christian Andersen Airport – som er det nye formelle navn for lufthavnen ved Beldringe Nord for Odense. Med en fortid hos blandt andet SAS, den svenske lufthavnsoperatør Swedavia og Air Greenland var det ottende gang Christian Berg selv deltog på Routes Europe.

Deltagelsen i Routes Europe er et vigtigt led i lufthavnens øgede fokus på ruteudvikling. Ambitionen med det arbejde er klar. Fynboerne skal have deres lufthavn tilbage.

”Fyn har givet hjemmemarkedet væk. Alt for mange fynboer tager i dag til Billund, København eller Hamborg, når de skal ud i verden. Det vil vi forsøge at lave om på ved at få et selskab til at indse, at de kan tage et helt marked på Fyn ved at etablere sig i Odense Lufthavn,” understreger Christian Berg.

Ny letbane
For at få succes peger Christian Berg på vigtigheden af at kombinere de forskellige typer af trafik.

”Vi kigger både på etnisk trafik, lavpriskunder og forretningsrejsende, da Fyn er et meget fragmenteret marked. Men også et marked med muligheder, hvis man formår at komme flere forskellige ting i gryden.”

Han peger på, at Fyn har den største koncentration af herboende tyrkere og kurdere. Mere end 1.500 udenlandske studerende går på Syddansk Universitet i Odense og etableringen af en ny letbane i byen vil tiltrække masser af udenlandsk arbejdskraft, som kunne have behov for flyforbindelser. Desuden er Fyn et af de mest populære rejsemål i Danmark for nordmænd. Og derfor står Norge højt på prioriteringslisten i Odense.

”Ruter til Stavanger eller Oslo kunne være en mulighed,” siger Christian Berg, der også kigger østover og sydpå.

At Odense er H.C. Andersens fødeby betyder nemlig, at Fyn i stigendt bliver ”lækkert” i Asien for blandt andet den voksende kinesiske middelklasse. Samtidig er Turkish Airlines i stigende grad ved at etablere et stærkt knudepunkt i Istanbul med ruter til og fra mange både europæiske og asiatiske destinationer. En Turkish Airlines-rute til Odense kunne derfor ikke blot servicere den etniske trafik, men også fungere som en forbindelse til Asien via Istanbul.

Fragmenteret billede
Den vigtigste gruppe af rejsende at få fat i, er dog fortsat de erhvervsrejsende. Fynske virksomheder, der har behov for at komme rundt i Nordeuropa.

”Vi har tidligere undersøgt hvor erhvervslivet på Fyn gerne vil hen. Det viste et meget fragmenteret billede.”

Det skal Christian Berg i gang med at snævre ind og mere præcist få defineret hvor der kunne være basis for eksempelvis ruter med mindre fly målrettet erhvervslivet.

Lufthavnen ejes af Odense og Nordfyns Kommuner. Kerteminde Kommune var tidligere med i ejerkredsen, men trak sig ud i 2011. Indenrigsruten til København lukkede kort tid efter indvielsen af Storebæltsbroen i 1998. I de senere år er lufthavnen blevet stadig mere populær som charterlufthavn.