Oneworld under pres

American Airlines og Qantas, der er to af kernemedlemmerne i oneworld-alliancen, kan risikere at blive købt og forlade alliancen. Det vil svække alliancen gevaldigt.

Oneworld er den mindste af de tre store alliancer i den internationale luftfart. Men alliancens selskaber har et finmasket rutenet og er blandt markedslederne på deres respektive hjemmemarkeder.

Alliancen kan dog risikere i den nærmeste fremtid at blive alvorligt svækket. To af de ledende medlemmer er nemlig i seriøse økonomiske vanskeligheder og kan risikere at blive købt af selskaber, som er medlemmer af de to konkurrerende alliancer. Det drejer sig om australske Qantas og amerikanske American Airlines.

Aktie til tælling
I Australien blev Qantas internationale og indenrigs operationer fornylig splittet op. Den internationale del af virksomheden giver store underskud, men indenrigsforretningen tilsyneladende klarer sig godt. Qantas kæmper dog hårdt med Virgin Australia om indenrigsmarkedet. For at stå stærkere i den konkurrence har man valgt at udskille de internationale aktiviteter, så de ikke påvirker indenrigsmulighederne negativt.

Qantas meddelte i sidste uge markedet, at man for første gang siden privatiseringen i 1995 regner med at komme ud med et minus på bundlinjen. Det sendte Qantas-aktien til tælling. Opsplitningen af forretningen har nu sat gang i spekulationerne om, at Qantas’ internationale operationer måtte blive solgt.

Det Abu Dhabi-baseredeEtihad Airwayskøber ivrigt andele i luftfartsselskaber verden over, og kunne derfor være interesseret i Qantas, ligesom flere kinesiske luftfartskoncerner kunne tænkes at være interesserede i at få et stærkt fodfæste i Sydøstasien.

Stået på stikker
I USA arbejder Star Alliance-medlemmet US Airways på at gøre købet af oneworlds USA-medlem, American Airlines, så nemt som muligt. US Airways har allerede nu ansøgt om de amerikanske konkurrencemyndigheders godkendelse af en eventuel fusion mellem US Airways og American Airlines.

I november sidste år gik American Airlines i en såkaldt ‘chapter 11’ betalingsstandsning, og selskabets kreditorer overvejer nu om man skal vælge at iværksætte en restruktureringsproces eller sælge selskabet. US Airways har gennem flere måneder stået på stikkerne for at få lov til at overtage konkurrenten.

British Airways og Iberia er de to toneangivende europæiske medlemmer. Begge selskaber er ejet af International Airlines Group, og her er topchef Willie Walsh meget bevidst om de nære samarbejdspartneres alvorlige problemer og betydningen for oneworld.

IAG har tidligere overvejet, om man skulle forsøge at købe en andel af American Airlines for at fastholde selskabet i oneworld-alliancen. American Airlines er nemlig det eneste alliancemedlem i USA.

I denne uge var Willie Walsh ude med en støtteerklæring til Qantas-topchef Alan Joyce.

”Jeg synes Qantas er en rigtig god virksomhed. Alan ved hvilke udfordringer han står overfor, og jeg synes, at han gør de rigtige ting for at adressere udfordringerne,” sagde Willie Walsh i forbindelse med den internationale luftfartsorganisation IATA’ s topmøde, hvor netop Alan Joyce blev valgt som ny formand.

Oneworld består af 11 selskaber. Det er blandt andet Finnair, airberlin, JAL, Cathay Pacific og sydamerianske LAN.