Rom-Fiumicino Airport.

Op imod 300 flyaflysninger til og fra Italien

En fire timer lange strejke blandt de italienske flyveledere ventes at forstyrre flytrafikken i løbet af mandagen. Indtil videre er op imod 300 flyvninger blevet aflyst.

De europæiske flypassagerer har gennem de seneste par uger været hårdt plaget af strejker. Jordpersonalet i Berlin-lufthavnene samt i Helsinki har ad flere omgange nedlagt arbejdet, og franske flyveledere har gennemført en ugelang strejke.

Mandag vil samtlige italienske flyveledere nedlægge arbejdet mellem kl. 13.00 og 17.00, hvilket allerede har afstedkommet aflysninger samt tidsændringer på en række flyvninger.

Hos SAS har man valgt at tidligerelægge mandagens to flyvninger til Rom fra henholdsvis København og Stockholm. Normalt afgår flyet fra København kl. 10.05, men som følge af strejken er afgange tidligerelagt til kl. 09.15. Fra Stockholm-Arlanda flyves der mod den italienske hovedstad allerede kl. 09.05,  hvilket dog kun er 15 minutter tidligere end den sædvanlige tidtabel. Med disse justeringer kan SAS nå at forlade Rom-Fiumicino lufthavnen inden kl. 13.00, når strejken bryder ud.

For Norwegian ser det lidt anderledes ud. Her har det været nødvendigt at forsinke afgangene fra Oslo og Stockholm til Rom-Fiumicino. Flyet fra Stockholm er senerelagt fra kl. 11.50 til 14.30, mens flyvningen fra Oslo, der normalt afgår kl. 17.55, først kommer afsted kl. 20.45.

Flere end 250 flyaflysninger
Der er flere andre flyselskaber med direkte flyvninger til Italien i løbet af mandagen. Indtil videre har Ryanair været nødsaget til at aflyse 42 flyvninger til og fra Italien, mens easyJet oplyser, at man også er nødt til at annullere en række flyvninger. Der er i første omgang registreret mindst 28 aflysninger hos easyJet.

Værre ser det ude med det kriseramte italienske flyselskab, Alitalia, der har været tvunget til at aflyse 40 procent af samtlige flyvninger i løbet af mandagen. Det svarer til samlet 206 flyvninger på både indenrigs- og udenrigsruter.

Det er ikke alene flyvelederne, der skaber problemer for den italienske flytrafik. Mandag den 20. marts vil transportarbejdere organiseret i fagforeningerne CUB Trasporti og USB nedlægge arbejdet i 24 timer i de to lufthavne i Milano. Der oplyses dog, at flyvninger med afgang og ankomst mellem kl. 07.00 og 10.00 samt mellem kl. 18.00 og 21.00 vil kunne operere som planlagt.

x

Læs Også

Alitalia vender tilbage til Stockholm

Alitalia planlægger at åbne Milano-sommerrute til Stockholm. Samtidig er selskabets skæbne tæt på at blive afgjort.

Alitalia taber 1,5 millioner kroner om dagen

Det insolvente italienske flyselskab Alitalia havde et nettotab på 233 millioner kroner perioden fra juni til oktober, men det primære driftsresultat udvikler sig positivt.

Alitalia først til at følge nye bagageregler

Italienske Alitalia er som det første europæiske flyselskab klar til at leve op til nye internationale regler for sporing af bagage.

Alitalia åbner to Afrika-ruter trods krise

Mens konkurskommissærerne forhandler med potentielle bydere på Alitalia, så fortsætter det italienske SkyTeam-selskab med at åbne nye ruter.

Officielt: Lufthansa har afgivet bud på Alitalia

Lufthansa er parat til at forsætte konsolideringen i europæisk luftfart. Det tyske Star Alliance-selskab meddeler, at der er afgivet bud på dele af Alitalia.

Ryanair trækker sig fra Alitalia-bud

Ryanair ønsker at koncentrere sig om at løse selskabets egne problemer og trækker sig derfor i budkrigen om Alitalia.