Boeing 737-800 fly fra Norwegian.

Opbremsning i Norwegians vækst

I november rejste fem procent flere med Norwegian i forhold til samme måned sidste år. Det er dog årets svageste vækstrate, idet det norske lavprisflyselskab havde tocifret vækst i de foregående 10 måneder.

Norwegian har igennem de senere år været en vækstkomet på den europæiske luftfartshimmel. Hver måned har tocifrede vækstrater bidraget til, at det norske lavprisflyselskab i år kan runde flere end 24 mio. passagerer.

Men noget kunne tyde på, at det bliver vanskeligere at holde den markante tocifrede vækst, som har kendetegnet Norwegian. Det viser lavprisflyselskabets trafiktal fra november, hvor der blev registreret en stigning på fem procent i antallet af passagerer.

I dette års november måned var der 77.085 flere rejsende end samme måned sidste år. I alt 1.766.134 satte sig til rette i et Norwegian-flysæde i sidste måned.

I de foregående 10 måneder har de månedlige vækstrater ligget på mellem 12 og 25 procent. I årets tre første måneder var trafikvæksten over 20 procent i gennemsnit, mens den hidtil svageste måned kom i maj med blot 12 procent flere passagerer.

MÅNED (2014) PASSAGERER VÆKST I %
JAN 1.530.441 24 %
FEB 1.527.099 22 %
MAR 1.805.551 25 %
APR 1.996.331 17 %
MAJ 2.103.477 12 %
JUN 2.304.506 21 %
JUL 2.489.974 17 %
AUG 2.344.253 19 %
SEP 2.229.829 16 %
OKT 2.243.560 15 %
NOV 1.766.134 5 %

Kilde: Norwegian

Færre fly i produktion
Ved opstarten til vintertrafikprogrammet har Norwegian taget samtlige ældre fly af Boeing 737-300 ud af flåden, hvilket er en af årsagerne til, at passagervæksten falder. Der er tale om i alt otte fly, hvoraf det ældste er omkring 25 år gammelt.

Flere af flyene er i dag parkeret på den militære flyveplads Lasham Airfield i England. Her afventer de den videre skæbne.

“Ingen af vores Boeing 737-300 fly vil blive benyttet i vintertrafikprogrammet, og det er planen, at disse fly skal udfases,“ bekræfter presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

På trods af færre fly i produktion har Norwegian alligevel formået at øge antallet af udbudte sædekilometer i november måned med 16 procent. Det skyldes især, at den gennemsnitlige længde per flyvning er øget med ni procent som følge af opstarten af de mange nye langdistanceruter.