Cimber Sterling-fly parkeret i Københavns Lufthavn Syd efter konkursen (Foto: Arne V. Petersen)

Over 10.000 timer brugt i Cimber-konkursbo

De sikre vindere i konkursboet efter Cimber Sterling bliver advokatfirmaerne Kromann Reumert samt Lett, der indtil videre tilsammen har brugt 10.252 timer på at udrede de komplicerede forhold ved konkursen.

Da Cimber Sterling den 3. maj om morgenen indgav konkursbegæring ved retten i Sønderborg, vidste man på forhånd, at der var mange kunder, leverandører og samarbejdspartnere, der ville tabe penge på konkursen.

En sikker vindervar dog på forhånd boets kuratorer, henholdsvis advokat Lisa Bo Larsen fra Kromann Reumert og advokat Henrik Sjørslev fra Lett.

Det har nemlig vist sig at være en ganske kompliceret og omfattende bobehandling, der især har krævet mange timer i forhold til realisation af boets aktiver, herunder pantsatte aktiver, samt retssager i forbindelse hermed.

Ved den seneste opgørelse over timeforbruget per 5. september er der foreløbigt er anvendt i alt 10.252 timer på bobehandlingen. Det svarer til hele 5,3 årsværk, da et sådant opgøres til en værdi af 1.924 timer.

Det kan således ende med at blive en særdeles omkostningstung bobehandling, da der stadig udestår mange opgaver for kuratellet. Indtil videre lyder regningen fra kuratorerne angiveligt på mellem 15 og 20 mio. kroner, og der er tilsyneladendelangt igen, inden bobehandlingen kan afsluttes.

Timeopgørelse pr. 5. september 2012

Opgaver / antal timer CS A/S CSG CAL CAM CAD
Alm. bobehandlingsopgaver 529 249 275 374 82
Undersøgelse af selskabets forhold 19 6 10 9 19
Cirkulæreskrivelser og gældsbog 887 26 43 116 20
Boets aktiver 396 193 1.326 118 0,5
Tilgodehavender 88 0 0 0 0
Medarbejdere 496 0 0 330 99
Separatistkrav m.v. 1.048 0 183 87 0
Fordringsprøvelse 30 0 101 0 0
Virksomhedsoverdragelse 758 0 113 645 237
Omstødelse og ledelsesansvar 1 0 0 0 0
Retssager 371 2 617 19 0
I alt 4.623 476 2.997 1.698 457,5

KIlde: Cirkulæreskrivelse af 5. september 2012 fra Kromann Reumert / Lett

Forklaring til tabellen:
CS A/S = Cimber Sterling A/S under konkurs. CSG = Cimber Sterling Group A/S under konkurs. CAL = Cimber Air-Leasing A/S, CAM = Cimber Air Maintenance Center A/S, CAD = Cimber Air Data A/S.

Størst tidsforbrug i driftsselskabet
Ihovedselskabet Cimber Sterling A/S, som var selve driftsselskabet i luftfartskoncernen, har kuratorerne indtil videre noteret et tidsforbrug på 4.623 timer. Det er særligt cirkulæreskrivelser og gældsbogsarbejde sammen med behandling af separatistkrav, der har trukket en del timer. Indgåelsen af virksomhedsoverdragelsesaftaler med Cimber A/S og Skyways Technics A/S har resulteret i758 timer.

Næststørste tidsforbrug ligger i Cimber Air-Leasing A/S, hvori ejerskabet af en række fly har været hjemmehørende. Her er der indstil videre brugt 1.326 på at udrede forhold omkring aktiverne samt pansatte aktiver.

Også Cimber Air Maintenance Center A/S har trukket godt på timekontoen hos de to advokatvirksomheder. Der er indtil videre registreret 1.698 timer, hvoraf en stor del er gået til udfærdigelsen af aftaleni forbindelse medvirksomhedsoverdragelsen til Skyways Technics A/S.

Retssager om motorer
Det er bemærkelsesværdigt, at der indtil videre er brugt 1.009 timer til retssager. Det skyldes, at en række kreditorer har rejst krav mod Cimber Sterlingog Cimber Air-Leasing om udlevering af motorer, der var monteret på andre fly, end hvor de oprindeligt hørte hjemme. Disse kreditorer hartillige fremsat fogbedbegæring med krav om udlevering af motorerne.

Fogedretten i Sønderborg og Fogedretten i Københavns Byret har afsagt kendelse om, at sagerne ikke skulle afvises, og fogedretten i Sønderborg har pålagt boet at foretage en udlevering. Begge afgørelser er indbragt for henholdsvis Østre og Vestre Landsret, ligesom der fortsat verserer fogedsager om udlevering.

Kuratorerne vil fortsat skulle bruge tid til at realisere boets aktiver , herunder også pantsatte aktiver samt håndtere separatistkrav i de to selskaber Cimber Sterling A/S og Cimber Air-Leasing A/S. Herudover er der også en væsentlig opgave med at inddrive tilgodehavender, blandt andet fra en bank i Letland samt fra ukrainske AeroSvit Airlines.

I ingen af selskaberne er det muligt for kuratellet at oplyse, hvornår bobehandlingen forventes endeligt afsluttet. Til gengæld oplyses det, at der kan forekomme korrektioner i opgørelsen af det anslåede tidsforbrug, idet der kan være timer anvendt i de enkelte selskaber, der er anvendt i hele Cimber Sterling-koncernens interesse.

Foto: Arne V. Petersen