Forplads i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Over 25 nye ruter i sommerprogrammet

Når sommertrafikprogrammet træder i kraft på søndag den 27. marts vil der være 27 nye danske ruter fordelt på fire danske lufthavne. CPH skriver historie med nye ruter fra Europas seks største lavprisflyselskaber.

Når hovedparten af de europæiske lande natten til søndag går over til sommertid, markerer det samtidig, at ruteflyselskabernes sommertrafikprogram træder i kraft.

Forude venter syv måneder samt den periode på året, hvor der er størst efterspørgsel i markedet. Derfor benytter mange flyselskaber lejligheden til at lancere nye ruter netop på dette tidspunkt – såvel sæsonruter som helårsruter.

På grund af den tidlige påske har en del af flyselskaberne tyvstartet på sommerprogrammet, men ikke desto mindre er der i alt 27 nye ruter fra samlet fire danske lufthavne, hvor København og Billund alene repræsenterer 25 nye ruter.

Nye danske flyruter i sommertrafikprogrammet 2016

Flyselskab Destination Dato Frekvens Fly Sæson
Københavns Lufthavn (CPH)
Wizz Air Skopje 22.03.16 2/uge A320 H
SAS Wien 24.03.16 4/uge A320 H
SAS Krakow 25.03.16 3/uge A320 H
Transavia München 25.03.16 6/uge B738 H
SAS Keflavik 27.03.16 1/dag A320 H
Ryanair Porto 28.03.16 3/uge B738 H
easyJet Venedig 28.03.16 3/uge A320 H
SAS Boston 29.03.16 1/dag B737 H
easyJet Lyon 16.04.16 3/uge A320 H
Vueling Paris-CDG 05.05.16 4/uge A320 H
Norwegian Boston 12.05.16 1/uge B787 H
Norwegian Stavanger 20.05.16 2/uge B738 S
Turkish Airlines Istanbul-SAW 30.05.15 1/dag B738 H
Ural Airlines Jekaterinburg 31.05.15 1/uge A320 S
Vueling Rom 01.06.16 3/uge A320 H
Wizz Air Sofia 13.06.16 3/uge A320 H
Mahan Air Teheran 09.06.16 2/uge A310 H
SAS Miami 28.09.16 3/uge A330 H
Billund Lufthavn (BLL)
Finnair Helsinki 04.04.16 7/uge E90 H
British Airways London-LHR 03.05.16 11/uge A319 H
Primera Air Barcelona 04.05.16 2/uge 737 S
Primera Air Nice 04.05.16 2/uge 737 S
Primera Air Venedig 05.05.16 2/uge 737 S
Primera Air Paris-CDG 12.05.16 2/uge 737 S
Wizz Air Cluj-Napoca 22.07.16 2/uge A320 H
Aalborg Lufthavn (AAL)
Primera Air Málaga 13.05.16 1/uge A320 S
Aarhus Lufthavn (AAR)
SAS Mallorca 27.06.16 1/uge A320 S

Kilde: Lufthavnene

Det er interessant at bemærke, at Københavns Lufthavn kan præsentere nye ruter fra Europas seks største lavprisflyselskaber, henholdsvis Ryanair, easyJet, Norwegian, Vueling, Wizz air og Transavia. Det er historisk, da CPH er en af de få større lufthavne i Nordeuropa, der har alle seks lavprisflyselskaber i porteføljen.

I København kan man også bryste sig af tre nye interkontinentale ruter, henholdsvis Boston, Miami og Teheran, og til netop Boston er det både SAS og Norwegian, der har valgt at satse på den amerikanske millionby på østkysten.

I Billund Lufthavn har man i høj grad fået en appelsin i turbanen med den nye rute til London-Heathrow, der er Europas største lufthavn. Ruten, der skal betjenes af British Airways, har hidtil været den største uservicerede rute fra Billund Lufthavn, mens Helsinki har været den næststørste uservicerede destination. Dette hul kan den jyske lufthavn også lukke med Finnair-ruten til Helsinki, der åbner den 4. april.

Billund Lufthavn har også fået godt fat i det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der i år åbner sin tredje rute i BIllund, mens CPH indtil videre må tage til takke med rute nummer to.

Endelig har SAS overrasket ved at etablere en sæsonrute fra Aarhus Lufthavn til Palma de Mallorca, mens Norwegian i Aalborg Lufthavn får konkurrence fra Primera Air på ruten til Málaga.