Over 400 mio. i ulovlig statsstøtte skal tilbagebetales

EU-Kommissionen har besluttet, at Germanwings og Ryanair samt to andre europæiske flyselskaber og to lufthavne har modtaget ulovlig statsstøtte. De skal derfor tilsammen betale over 400 mio. kroner tilbage.

Lufthavnene i Zweibrücken i Tyskland og Charleroi i Belgien kan godt begynde at finde pengepungen frem. EU-Kommissionen har nemlig afgjort, at de tilsammen skal betale i alt 394 mio. kroner tilbage som de har modtaget i ulovlig støtte fra regionale myndigheder. Den værste synder er lufthavnen i Zweibrücken, som skal sende knap 350 mio. kroner tilbage til det offentlige.

Zweibrücken lufthavn ligger cirka 40 kilometers kørsel fra Saarbrücken lufthavn som har været i drift i årtier, stadig har uudnyttet kapacitet og i øvrigt er tabsgivende. Derfor fandt kommissionen det forkert af de lokale myndigheder at støtte en duplikering af allerede eksisterende, urentable lufthavnsinfrastruktur i samme region. EU-Kommissionen mener, at både investeringsstøtte og driftsstøtte udbetalt til lufthavnen siden år 2000 er uforenelige med det indre marked og gav lufthavnen en unødig økonomisk fordel i forhold til konkurrenterne, navnlig Saarbrücken lufthavn. Denne uforenelige støtte skal nu betales tilbage.

Steget over tid
Med hensyn til lufthavnen i Charleroi i Belgien, så erkender Kommissionen, at den offentlige økonomiske støtte, som lufthavnen har modtaget siden 2002, har gjort det muligt at udvikle den betydeligt og bidraget betydeligt til den økonomiske udvikling i regionen Vallonien. Støtten har dog også skaffet lufthavnen en betydelig økonomisk fordel og derved forårsaget væsentlig konkurrencefordrejning. En fordrejning, der er steget over tid, da trafikken i lufthavnen er vokset. EU-Kommissionen mener på den baggrund, at en del af den modtagne støtte er inde for skiven. 6 mio. euro er dog ikke inde for skiven og skal derfor betales tilbage.

Mens Zweibrücken og Charleroi får et rap over fingrene og skal hoste op med penge, så har Kommissionen fuldt ud godkendt statsstøtte til lufthavnene i Frankfurt-Hahn og Saarbrücken i Tyskland, Alghero i Italien og Västerås i Sverige. Kommissionen har taget hensyn til vigtigheden af ​​disse lufthavne for lokal tilgængelighed og økonomisk udvikling.

Desuden har Kommissionen indledt en tilbundsgående undersøgelse vedrørende den belgiske stats indirekte finansielle støtte til bestemte flyselskaber, der flyver fra Bruxelles Zaventem-lufthavnen. Planen er i 2014 til 2016 at bevilge 19 mio. euro, svarende til 141 mio. kroner, til Zaventem-lufthavnen, som så sender pengene videre til bestemte flyselskaber. De fleste penge vil være afsat til Brussels Airlines. Kommissionen er bekymret for, at denne foranstaltning vil føre til, at offentlige midler bliver brugt til at finansiere ordinære driftsomkostninger på udvalgte flyselskaber uden at fremme nogen mål af fælles interesse.

Betalt mindre
Det er ikke kun lufthavne, som har fået besked på at tilbagebetale penge. Det samme har fire luftfartsselskaber med Lufthansas datterselskab Germanwings og irske Ryanair i spidsen. Således mener EU-Kommission, at TUIfly, Germanwings og Ryanair har fået ulovlig økonomisk støtte af Zweibrücken lufthavn. De tre selskaber skal betale henholdsvis 1,4 millioner kroner, 9 millioner kroner og 3,7 millioner kroner tilbage til lufthavnen.

Desuden mener kommission, at Meridiana og Germanwings har modtaget ulovlig støtte af den italienske lufthavn Alghero. Hvor meget de to selskaber skal betale tilbage, oplyser kommissionen ikke.

Kommissionens analyse har vist, at de fire flyselskaber har betalt mindre end de omkostninger, der er forbundet med deres tilstedeværelse i lufthavnen. For lufthavnene Västerås, Frankfurt-Hahn, Saarbrücken og Charleroi konkluderer Kommissionen, at de relevante flyselskaber – især Ryanair – ikke har modtaget uberettiget fordel, fordi de har betalt en højere pris end de ekstra omkostninger, som lufthavnen har afholdt som følge af flyselskabernes aktiviteter i lufthavnen.

Passagerer går ombord på et fly fra TUIfly i Zweibrücken lufthavn.