Overborgmester: Ingen konflikt i forhold til CPH

Overborgmester Frank Jensen er medlem af CPH´s vækstkomité, der arbejder for at sikre lufthavnens fortsatte rutevækst. Men samtidig forbydes Københavns Kommunes 45.000 ansatte at flyve med Ryanair.

Det har vakt begejstring i fagbevægelsen, at Københavns Kommunes socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen har besluttet, at kommunens 45.000 ansatte ikke må benytte Ryanair til tjenesterejser.

Overborgmesteren er utilfreds med, at Ryanair efter etableringen af basen i Københavns Lufthavn ikke har ønsket at indgå overenskomst med Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer danske piloter og kabinepersonale og er en del af LO.

“I København har vi en generel regel som siger, at vi ikke køber ydelser af leverandører, som ikke tilbyder deres ansatte ordentlige løn- og arbejdsforhold. Vores beslutning er ikke specifikt rettet mod Ryanair, men gælder alle firmaer, der ikke kan tilbyde ordentlige løn- og arbejdsforhold, der kan leve op til minimumskravene i den danske overenskomst på området. Vi har haft regler i det her område i flere år, fordi vi ikke vil støtte social dumping med skatteborgernes penge,“ skriver overborgmester Frank Jensen i en mail til CHECK-IN.dk.

Ingen konflikt i forhold til vækstkomité
Men beslutningen om den kommunale boykot af Ryanair er ikke uproblematisk for overborgmesteren. Han er nemlig en af de fremtrædende medlemmer af Københavns Lufthavns Vækstkomité, der har Jens Kramer Mikkelsen som formand.

Komiteen formål er at identificere idéer og konkrete initiativer, der kan sikre fortsat rutevækst i CPH og forbedring af den internationale tilgængelighed.

Netop rutevækst og forbedring af tilgængeligheden er Ryanair med til at skabe ved indtil videre at have etableret og annonceret 12 nye ruter fra CPH, der samlet skal give en vækst på op imod 1,5 mio. passagerer årligt.

“I forhold til CPH´s vækstkomité er der ingen konflikt. I komiteen arbejder vi målrettet for at tiltrække ruter og arbejdspladser til København, men vores ønske er naturligvis ikke at tiltrække firmaer, der konkurrerer på de laveste fællesnævnere og kan tilbyde attraktive priser, fordi de udnytter deres ansatte,“ hedder det fra Frank Jensen.

CHECK-IN.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jens Kramer Mikkelsen, der er formand for CPH´s Vækstkomité.

Foto: Overborgmester Frank Jensen indviede den 31. oktober 2010 lavprisfingeren CPH Go i Københavns Lufthavn. CPH Go har været en vigtig brik for at kunne tiltrække Ryanair til lufthavnen, men nu må overborgmesterens medarbejdere ikke benytte det irske lavprisflyselskab.