- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Overborgmesteren: Der arbejdes på højtryk for vandflyrute

Overborgmester Frank Jensen fra Københavns Kommune forklarer i Twitter-svar til Martin Geertsen, at der arbejdes intenst på at forlænge vandflyverens tilladelse.

Fremtiden for den populære vandflyrute mellem Aarhus og København kan se sort ud, hvis den ikke opnår en forlængelse af den midlertidige miljøgodkendelse i København Kommune. Den nuværende miljøgodkendelse udløber den 29. marts 2019, og hvis denne ikke forlænges, kan det blive nødvendigt at nedlægge vandflyruten.

Allerede i oktober 2017 ansøgte Nordic Seaplanes, der driver vandflyruten, om at få lov at flyve permanent og samtidig udvide antallet af operationer til og fra Københavns Havn. Denne ansøgning blev afvist, og flyselskabet har derfor indklaget afgørelsen for Miljø- og Fødevareklagenævnet (tidligere Naturklagenævnet, red.). Her ligger sagen nu og afventer behandling.

Da der ikke er kommet svar fra Miljø- og Fødevareklagenævnet har Nordic Seaplanes den 14. august ansøgt Københavns Kommune om en midlertidig forlængelse af den nuværende miljøgodkendelse, men den sag er stadig under behandling i landets største kommune, hvorfor vandflyrutens ejere ikke i øjeblikket ved, om der kan flyves fra 1. april næste år.

Håber på permanent tilladelse
Der har været meget presseomtale af den manglende miljøgodkendelse af vandflyruten samt den langsommelige sagsbehandling i forhold til at kunne få forlænget den midlertidige miljøgodkendelse. Men der er tilsyneladende ikke stemmer i at være den myndighed, der kan sende Nordic Seaplanes i graven, hvis selskabet ikke får mulighed for at fortsætte flyvningerne fra slutningen af marts næste år.

Det har Martin Geertsen, der er innovationsordfører og folketingsmedlem hos Venstre blandt andet opdaget. Det fik i sidste uge Venstre-politikeren, der er tidligere kulturborgmester i Københavns Kommune, til at skrive følgende i et tweet til overborgmester Frank Jensen (S):

“I en jysk kommune havde man sgu håndteret det her lidt mere smidigt. Det er mig en gåde, at Frank Jensen ikke for alvor får sat den ansvarlige forvaltning på plads. Københavns Kommune bør kommunikere mere ‘med’ og ikke kun ’til’ erhvervslivet.”

Det kunne Frank Jensen naturligvis ikke sidde overhørigt, og Frank Jensen var hurtig ved tasterne med et svar til Martin Geertsen.

“Der arbejdes p.t. på højtryk for en midlertidig forlængelse af vandflyverens tilladelse. Håber, at den kan blive permanent, når den aktuelle klage ved Naturklagenævnet er afgjort.”

Det svar var tilsyneladende tilfredsstillende for Venstres innovationsordfører. “Glimrende. Det afslag virkede også noget embedsmandsagtigt bastant,” skrev Martin Geertsen tilbage.

Afgørelse inden udgangen af oktober
Københavns Kommune har tidligere overfor CHECK-IN.dk oplyst, at man havde et møde med Nordic Seaplanes den 11. september. Her oplyste Rikke Voss Hvelplund, der er centerchef i Center for Miljøbeskyttelse i Københavns Kommune, at flyselskabet havde fået stillet i udsigt, at sagsbehandlingen ville kunne forventes afsluttet omkring syv uger fra mødedatoen.

Det betyder, at svaret på ansøgningen om den midlertidige miljøgodkendelse, vil kunne meddeles omkring den 31. oktober.

Administrerende direktør Lasse Rungholm fra Nordic Seaplanes fortæller den 3. oktober ved et seminar i Dagmar Tearet i København forud for Danish Travel Awards 2018 om opstarten af vandflyruten og den årelange kamp med myndighederne om at opnå godkendelse til at flyve DHC-6 Twin Otter-vandflyet mellem Aarhus Havn og København Havn. Sidste år benyttede 12.500 passagerer vandflyruten.

Arrangementet afholdes af vort søstermedia STANDBY.dk, og tilmelding sker på dette link.

 

Relaterede artikler:

Manglende miljøgodkendelse kan true vandflyrute

Vandflyrutes skæbne kan blive afgjort om seks uger

Vandflyrute: ”Svært at bevare pessimismen”

Hver syvende Nordic Seaplanes-kunde er fra SAS

Overskud på vandflyrute