Berlins uåbnede storlufthavn Brandenburg kan meget vel blive et museum, lyder det fra airberlin.

Overvejer mikro-åbning af storlufthavn

Den stærkt forsinkede kommende storlufthavn i Berlin kan gå hen og blive åbnet i mikro-skala for 10 daglige flyvninger fra foråret 2014.

Hvis alt var gået efter den oprindelige plan, så havde den nye Brandenburg-storlufthavn i Berlin kunne fejre to års jubilæum til oktober og være et af de toneangivende trafikknudepunkter i Nordeuropa med et passagertal et sted mellem Københavns Lufthavns omkring 23 mio. passagerer og Amsterdam Schiphols cirka 50 mio. passagerer.

Men det skandaleramte byggeprojekt er blevet så forsinket, at lufthavnen endnu ikke er åbnet. Nu vover selskabets direktør, den tidligere airberlin-chef Hartmut Mehdorn, imidlertid pelsen og foreslår, at lufthavnen åbnes for trafik i foråret næste år.

Sølle 10 flyvninger
Det bliver dog langt fra den fuldskala-åbning, som det ellers tidligere har ligget i kortene. Mehdorn vil starte med sølle 10 daglige flyvninger og 1.500 passagerer. Han er dog ikke mere sikker på sit forslag, end at han ikke vil lægge sig fast på en præcis dato endnu.

Efter planen skal de to tyske selskaber Air Germania og Condor være de første til at tage den nye lufthavns pompøse terminaler i brug. Selskaberne har i dag deres Berlin-baser i henholdsvis Tegel og Schönefeld, der er den tyske hovedstads to nuværende overbelastede og slidte lufthavne.

Hartmut Mehdorn luftede i maj muligheden for, at airberlin kunne starte operationer i meget lille skala fra Brandenburg fra efteråret 2013. Det projekt er blevet skrinlagt igen, og derfor tager mange uden tvivl Mehdorn’s nye udmelding med et gran salt.

Udsat en måned før
Brandenburg Lufthavnen er placeret syd for den nuværende lufthavn Berlin Schönefeld og Schönefelds landingsbane bliver den ene af den nye storlufthavns baner.

Oprindeligt var det planen, at lukke Schönefeld og Tegel og åbne den nye store lufthavn i oktober 2011. Det blev udsat til 3. juni 2012. Men under en måned før åbningen, blev det så skubbet til marts 2013. Og i efteråret 2012 blev det rykket på ny til den 27. oktober 2013 til vinterfartplanernes ikrafttræden. I januar i år besluttede bestyrelsen, at det heller ikke var realistisk, at lufthavnen kunne blive færdig til den dato.

Det er eftersigende blandt andet lufthavnsterminalernes ventilationssystemer, der volder problemer og ikke suger røg hurtigt nok væk i tilfælde af en brand, ligesom der har været problemer med de flere tusinde brandmeldere.