Berlin Tegel Airport.

På ny flyforbindelse mellem Jylland og Berlin

Airberlin åbnede mandag en ny rute mellem Billund og Berlin. Tidligere forsøg på at flyforbinde Jylland med Tysklands hovedstad har ikke været en succes.

Mandag eftermiddag kunne Billund Lufthavn for tredje gang på få uger kippe med flaget og byde et nyt flyselskab velkommen i lufthavnen, da et SAAB 2000-fly klokken lidt efter kl. 14 landede i lufthavnen og kickstartede airberlin’s nye rute mellem Berlin og Billund, der vil blive betjent en gang om dagen på alle ugens syv dage.

I slutningen af marts var det Brussels Airlines og CSA Czech Airlines, der åbnede ruter til Billund fra henholdsvis Bruxelles og Prag.

Med airberlin-ruten får Jylland igen flyforbindelse til Berlin. Flere selskaber har de senere år forsøgt sig med ruter fra den jyske muld til den trendy tyske hovedstad. Successen har dog været begrænset.

Udskudt i sidste øjeblik
For omkring 10 år siden fløj Sun-air på ruten mellem Billund og Berlin med 30-sæders Jetstream 41-fly. Det stoppede dog og i 2007 åbnede det daværende Cimber Air på ruten med 50-personers CRJ-200 fly. Den eksisterede et par år, men blev skåret væk i forbindelse med de økonomiske vanskeligheder, som selskabet løb ind i efter at have overtaget resterne efter Sterling Airways i 2009. Vanskeligheder, som i 2012 førte til selskabets konkurs.

I 2011 var Sun-air langt fremme med planer om at genåbne ruten mellem Billund og Berlin, når den nye storlufthavn Berlin Brandenburg efter planen åbnede 3. juni 2012. Lufthavnen skulle nemlig være det nye store trafikknudepunkt for airberlin. Sun-air flyver for British Airways som franchise partner med BA-rutenumre og airberlin og British Airways er begge medlemmer af oneworld. Derfor ville det give god mening at flyve ind til oneworld-partnerens nye trafikknudepunkt.

Åbningen af den nye storlufthavne blev dog udskudt i sidste øjeblik, og den dag i dag er det stadig usikkert hvornår lufthavnen åbner.

For store
I maj 2012 åbnede Norwegian en rute mellem Aalborg og Berlin Schönefeld med tre ugentlige flyvninger. Den rute fik dog kun en levetid på knap ni måneder. Norwegians store Boeing 737-800 fly med plads til 189 personer var ganske enkelt for store til efterspørgslen.

Nu gør airberlin et nyt forsøg på at etablere flyforbindelse mellem Jylland og Berlin. Selskabet vil bruge et 50-personers SAAB 2000-fly, som vil blive opereret af selskabet Darwin Airlines, der markedsføre sig selv under navnet ”Etihad Regional”. Både Darwin Airlines og airberlin har det Abu Dhabi-baserede flyselskab Etihad Airways i ejerkredsen.

Ruten vurderes at have et relativt beskedent trafikgrundlag, da der ikke er mange timers kørsel fra Syddanmark til Berlin. Men det er i stedet transfertrafik til Airberlins store rutenet, som ruten vil blive lagt an på.

Berlin er dog de senere år blevet et særdeles populært rejsemål for danskere på forlænget weekend, ligesom adskillige har købt lejlighed i den tyske hovedstad. Berlin var i 2014 den niende største destination fra Københavns Lufthavn med over 630.000 rejsende mellem København og de to Berlin-lufthavne Tegel og Schönefeld. Det var en fremgang på knap ni procent i forhold til året før.