Forpladsen i Aalborg Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Påskeforklaringer i jyske lufthavne

Trafiktallene for marts måned i de store jyske lufthavne er påvirket af påskens placering i forhold til sidste år. I Aalborg er der fremgang på grund af påsken, mens Billund til gengæld har tilbagegang på grund af den kommende højtid.

Hvert år i forbindelse med påsken giver det udfordringer for lufthavne og flyselskaber at beregne, hvorvidt der er stigning eller fald i passagertallene. Påsken kan nemlig være placeret i enten marts eller april, og trafikmønstret ændrer sig betydeligt i påskeperioden.

I 2013 startede påsken med palmesøndag den 24. marts og sluttede med 2. påskedag den 1. april.I år ser det anderledes ud. Her ligger palmesøndag den 13. april, mens påsken afsluttes den 21. april med 2. påskedag.

Påsken stimulerer sædvanligvis fritidsrejsetrafikken, mens der vil være et markant dyk i antallet af forretningsrejsende.

Det afspejles tydeligt, når man ser rapporteringen af trafiktallene i de største jyske lufthavne i marts måned. Aalborg Lufthavn melder om en samlet stigning på 17 procent i passagertallet med fremgang på alle tre segmenter, henholdsvis udenrigs, charter og indenrigs. I alt 121.008 passagerer rejste gennem terminalen i den nordjyske lufthavn i marts måned mod 103.591 året før.

“Forholdet omkring påsken gør, at vi forventer mindre trafik i næste måned,“ forklarer administrerende direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Med en stigning på 2,5 procent i den udbudte kapacitet i april måned håber lufthavnsdirektøren dog, at faldet vil være begrænset. Påskeeffekten svarer til godt 10.000 passagerer, hvorfor stigningen i marts måned ville have været omkring otte procent, hvis påsken også var faldet i samme måned som sidste år.

Tilbagegang i Billund
I Billund Lufthavn var der i marts måned blot 196.306 passagerer, hvilket er 11.714 færre end samme måned sidste år og en tilbagegang på 5,6 procent. Indenrigstrafikken havde fremgang, mens udenrigs og charter gik tilbage, hvilket stemmer godt overens med ruteprofilen i lufthavnen. I Billund er der en relativt stor andel af ferierejsende med enten charter- eller rutefly.

“Tilbagegangen skyldes hovedsageligt, at påsken i 2013 faldt i marts måned, mens den i 2014 ligger i april. Det giver altid forskydninger i trafiktallene, og det er derfor vanskeligt at sammenligne tallene fra år til år. For at få et mere retvisende billede af udviklingen skal man sammenligne marts og april samlet med tidligere år. Uden at kunne forudsige den præcise udvikling er det mit indtryk, at der samlet set over to måneder vil være tale om en fremgang i forhold til 2013,“ siger Kjeld Zacho Jørgensen, der er lufthavnsdirektør i Billund Lufthavn.

Den forventning kan dog allerede være svær at opfylde. Pilotstrejken hos Lufthansa betyder, at samtlige flyafgange mellem Billund og Frankfurt vil være aflyst i dag og frem til og med fredag. Der er tale om 24 flyvninger med en samlet kapacitet på 2.544 flysæder, der ikke vil blive gennemført.

Men optimismen i Billund ligger dog i det forhold, at der samlet i april måned er udbudt 12 procent mere kapacitet end i samme måned sidste år. Hvis hovedparten af denne kapacitet bliver solgt, vil påskeeffekten fra marts være udlignet, hvorfor Billund også kan rapportere om fremgang.

Hver tredje udenrigspassager væk
I Aarhus Lufthavn behøver man ikke bekymre sig om, hvorvidt påsken vil påvirke trafiktallene i marts eller april. Med den nuværende ruteprofil er der tilbagegang i marts måned, og det vil der formentlig også være i april, når de forretningsrejsende på indenrigsruten til København holder påskeferie.

I marts måned rejste 33.577 passagerer gennem terminalen i den østjyske lufthavn, hvilket var 2.387 færre end sidste år, og dermed repræsenterer et passagerfald på 6,6 procent.

Der var fremgang i indenrigstrafikken på 22 procent, mens Aarhus Lufthavn mistede hver tredje udenrigspassager i marts måned sammenholdt med sidste år. Det skyldes dog, at Ryanair traditionelt har meget påsketrafik fra lufthavnen og at det irske lavprisflyselskab har lukket ruten til Oslo-Rygge samt reduceret sæsonen på flere andre ruter fra Aarhus Lufthavn.