Biometriske ansigtsscannere til indenrigsafgange i Storbritannien. Foto: British Airways.

Passagerer foretrækker selvbetjening

Et stort flertal af flypassagerer foretrækker selvbetjening i lufthavnene. Men for nogle grupper er den personlige betjening stadig vigtig.

Gennem det seneste årti har flypassagerer verden over gradvist vænnet sig til mere og mere selvbetjening på vejen gennem lufthavnen – lige fra check-in og bag-drop til paskontrol og boarding.

Hovedparten af passagererne foretrækker også selvbetjening frem for den personlige service. Men den personlige betjening er fortsat vigtig for nogle grupper af passagerer. Det viser en ny undersøgelse fra flyselskabernes internationale organisation IATA.

IATA har i undersøgelsen – 2018 Global Passenger Survey – spurgt over 10.000 passagerer fra 145 forskellige lande om deres holdninger til digitale og teknologiske løsninger i forbindelse med deres flyrejse.

84 procent foretrækker selvbetjenings check-in
Undersøgelsen viser, at vi i høj grad har vænnet os til – og sætter pris på – selvbetjening i forbindelse med vores flyrejser. Hele 84 procent af passagererne foretrækker for eksempel at checke ind selv, og den mest populære metode er online check-in via en smartphone. Kun 16 procent af passagererne foretrækker det traditionelle check-in ved skranker i lufthavnen.

Når det gælder selvbetjenings bagage check-in med bag-drop foretrækker 70 procent af passagererne det, og elektronisk bagage-tag er i stigende grad populær og foretrækkes nu af 39 procent af passagererne.

Ved paskontrollen foretrækker 74 procent af passagererne en automatiseret procedure, og en næsten lige så stor procentdel – 72 procent – mener, at det gør paskontrollen hurtigere, mens 65 procent mener, at det forbedrer sikkerheden.

For de ældre grupper af rejsende fra 65 år og opefter er billedet dog lidt anderledes. Her foretrækker en fjerdedel – 25 procent – fortsat den traditionelle check-in procedure, og 42 procent vil også helst aflevere bagagen på traditionel vis.

Vi vil gerne opdateres via mobilen
IATA-undersøgelsen viser også, at et stort flertal af passagererne – 82 procent – gerne vil opdateres om status på flyforbindelsen via deres smartphone. Til gengæld lægger kun omkring halvdelen af passagererne vægt på at få besked om ventetid på bagagen og ventetid i sikkerhedskontrollen via deres smartphone eller en anden personlig enhed.

56 procent af passagererne vil gerne have mulighed for real-time tracking af deres bagage, hvilket er en løsning, som mange flyselskaber og lufthavne er i gang med at indføre.

Næsten halvdelen klar til biometrisk identifikation
Biometriske løsninger som fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse, der begynder at blive indført som identifikation af passagerer i stedet for paskontrol, får også opbakning hos passagererne. 45 procent af passagererne er i dag villige til at udskifte paskontrollen med biometrisk identifikation, og 65 procent deler gerne personlige data for at komme hurtigere gennem sikkerhedskontrollen.

IATA understreger dog samtidig, at det er vigtigt at beskytte passagerernes personlige data.

“Da vi bevæger os mere og mere mod digitale processer, skal passagererne være sikre på, at deres personlige oplysninger er sikre. IATA arbejder på at etablere en tillidsramme, der sikrer sikker dataudveksling, overholdelse af loven og privatlivets fred,” siger Nick Careen, IATA’s direktør for lufthavne, passagerer, fragt og sikkerhed.

 

Relaterede artikler:

Verdens største lufthavn får biometrisk terminal

Biometrisk boarding vinder frem

Automatiske låger til security i Sverige