Airbus A321-200 neo fra Primera Air (Foto: Airbus)

Pilot: Sikkerheden var under pres i Primera Air

Ansættelsesvilkårene i konkursramte Primera Air medførte, at piloter fløj, selvom de var syge eller havde sovet for lidt, siger tidligere kaptajn i selskabet.

”Det er det første selskab, jeg har arbejdet for, hvor jeg ikke anbefalede folk, jeg kender, at flyve med det. Det skyldes både risikoen for konkurs, men især flysikkerheden.”

Sådan siger den erfarne pilot og kaptajn Jens Anker Nielsen i en artikel i JydskeVestkysten, hvor han fortæller om arbejdsvilkårene i det nu konkursramte Primera Air.

Jens Anker Nielsen har 33 års erfaring som pilot og kaptajn, heraf 21 år i den civile luftfart. Fra marts og indtil konkursen var han ansat som kaptajn i Primera Air, og han fortæller i avisen om, hvordan ansættelsesvilkårene i selskabet gik ud over flyvesikkerheden.

Lønnen baseret på flight-pay
Jens Anker Nielsen fløj for Primera Air via kontraktbureauet Aviation Staffing, der hører hjemme på Malta. Ifølge den 52-årige kaptajn havde størstedelen af piloterne i Primera Air ingen betalt ferie og kun ret til få dages sygdom med løn. Samtidig afhang en stor del af piloternes løn af ”flight-pay”, som blev udregnet efter, hvor mange timer, piloten var i luften.

”Det dur ikke, at der er en direkte forbindelse til piloternes tegnebog, når de skal overveje, om de selv er syge, eller om flyet fejler noget. Hvis man besluttede, at man ikke var frisk til at flyve, eller at flyet ikke var “fit for fight”, kostede det lynhurtigt 5.000 kroner af lønnen. Jeg ved, det har fundet sted, at piloter har fløjet, når de var syge,” siger Jens Anker Nielsen til JydskeVestkysten.

Piloter fløj trods for lidt søvn
Han peger også på, at der var en høj grad af skift i døgnrytme, og en stor andel besætningsmedlemmer, som pendlede langt for at komme på job. ”Der er mange, som har fløjet på basis af meget lidt søvn,” siger han.

Jens Anker Nielsen har flere gange drømt om at kunne stå frem med sine bekymringer om flyvesikkerheden og de dårlige ansættelsesvilkår, men han var sikker på, at han ville miste jobbet, hvis han gjorde det, fortæller han til avisen.

Ved at stå frem nu, håber han at være med til at øge befolkningens viden om, hvorfor nogle flyselskaber og rejsebureauer kan tilbyde lave priser, og han opfordrer til øget politisk fokus og lovændringer på området.

”Flightpay burde ikke være lovligt. Det burde heller ikke være lovligt ikke at give betalt ferie eller løn under sygdom. Lovgivningen omkring flyve-hviletid burde også tage bedre højde for døgnrytmeskift. Flysikkerheden er under pres i branchen, og det var Primera Air et godt eksempel på. I virkeligheden skal det her løses på EU-plan. Det er branchen som sådan, der har et problem. Primera er ikke et isoleret tilfælde,” siger han.

Tidligere bestyrelsesmedlem afviser kritik
Administrerende direktør i Bravo Tours og Sun Tours og tidligere bestyrelsesmedlem i Primera Air, Peder Hornshøj, afviser over for JydskeVestkysten kritikken af flysikkerheden i Primera Air.

”Som rejsearrangør har vi altid været glade for at bruge Primera, de har altid leveret god kvalitet, service og fly til tiden stort set hver gang. Vi har aldrig haft andet end stor tiltro til sikkerheden,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Primera Air er konkurs

FPU får opbakning til konflikt mod Primera Air

Konfliktvarsel mod lettisk Primera Air-selskab