Piloter fra litauiske Small Planet Airlines.

Piloter flyver for 11 kroner i timen

Det er ikke alle steder i verden, at det er forbundet med glamour og høje lønninger at være civil pilot. Et litauisk flyselskab, der også har fløjet med danske charterturister, betaler 11 kroner i timen til unge styrmænd hos selskabet.

Bølgerne går ofte højt, når luftfartsinteresserede i Skandinavien drøfter forretningsmetoder og ansættelsesforhold hos lavprisflyselskaber som Norwegian og Ryanair. De to flyselskaber har ofte fået skyld for atmedvirke tilsocial dumping gennem de særlige ansættelsesvilkår, hvor der rekrutteres flyvende personale fra lavtlønslande.

Men Ryanair og Norwegian vil fremstå som de rene dukse, hvis man sammenligner med forholdene hos visse flyselskaber i de baltiske lande.

Et af disse er Small Planet Airlines (tidligere FlyLal Charters), der har hovedsæde i Vilnius i Litauen. Selskabet udfører charterflyvninger for større europæiske rejsearrangører, herunder tyske TUI samt rejsearrangører i Polen, England, Frankrig og Italien. I vintersæsonen 2010/11 fløj Small Planet Airlines også danske gæster for Scanway/Tyrkiet-Eksperten til Marokko.

Herudover har Small Planet Airlines også haft en kontrakt med det finske forsvar omflyvninger af soldater til og fra Beirut i Libanon.

Piloter til 11 kroner i timen
Men hvad mange ikke ved er, at det litauiske flyselskab benytter unge styrmænd underet særligt uddannelsesprogramtil disse flyvninger. Styrmændene bliver spist af med en timeløn på 11 kroner og uden diæter eller andet fryns. Det fortæller en af selskabetspiloter i et interview med CHECK-IN.dk. Af hensyn til sagens karakter har den pågældende pilot dog ønsket at være anonym.

Unge mænd og og kvinder i alderen fra 25 til 35 år, der typisk har en baggrund med 2 – 300 flyvetimer i små Piper eller Cessna propelfly søger ind hos Baltic Aviaion Academy, der er en del af Avia Solutions Group, hvori Small Planet Airlines også indgår.

Her betaler de unge piloter for den såkaldte ‘typerating’, hvilket er certificeringen til at flyve en specifik flytype. Der betaltesmellem 17.000 og 20.000 euro – eller op til 150.000 kroner for certificeringen. Heri vil det typisk være muligt at forhandle, at der inkluderes 500 flyvetimer under det særlige ‘First Officer Programme’, som de unge styrmand gennemfører.

Det er under gennemførelsen af styrmandsprogrammet, at de unge piloter tager plads i cockpittet hos Small Planet Airlines ved siden af en uddannet kaptajn og flyver europæiske charterturister til Nordafrika eller finske soldater til Libanon. Det sker ombord på fly af typen Airbus A320-200 eller Boeing 737-300, som selskabet tilsammen beskæftiger otte af.

Lønnen til de unge styrmænd er 5,12 litauiske litas per flyvetime, hvilket svarer til 11 danske kroner. En løn, der ikke tåler nogen som heltstsammenligning med, hvad der kendes fra vesteuropæiske flyselskaber. Det er således heller ikke svært for Small Planet Airlines at være konkurrencedygtige, når der bydes på charteropgaver, hvad enten det er i Danmark, England, Tyskland eller Frankrig.

Piloten hos Small Planet Airlines fortæller samtidig, at kabinepersonalet aflønnes med omrking 1.000 litauiske litas per måned, hvilket svarer til 2.160 kroner. De unge kvinder hentes direkte fra skolen og er som udgangspunkt unge og uerfarne. De gennemgår dog et træningsforløb, således at de lærer de færdigheder, der er nødvendige for at kunne begå sig i en flykabine med passagerer.

“Man har en meget hård tilgang til piloterne i vort selskab. Trods dette fortsætter de fleste med at arbejde for selskabet, da der ikke findes andre steder at gå hen. Mange litauiske piloter har dog fået beskæftigelse hos flyselskaber i Tyrkiet, Ukraine og Kazakhstan,“ siger kilden i Small Planet Airlinestil CHECK-IN.dk.

Det er håbet om en fremtid i flyselskaber udenfor Litauen, der får de unge styrmænd til at investere i deres fremtidige jobmuligheder ved at arbejde for en sulteløn. Drømmen om et vellønnet pilotjob hos et andet flyselskab er intakt, sålænge der kommer masser af flyvetimer på CV´et.

Mange klager
Small Planet Airlines har flere gange fået klager fra kunderne, der følte, at selskabet ikke kunne levere den sikkerhed og kvalitet, som der var forventet af flyselskabet.

Den 26. februar 2011 sad omkring 65 passagerer og ventede i timevis i Københavns Lufthavn, idet et Small Planet Airlines-fly to gange havde forsøgt at gøre klar til start, men uden held p.g.a. tekniske problemer. Efter mange timers venten valgte omkring 25 passagerer til sidst at hoppe fra, idet de ikke stolede på sikkerheden og flypersonalets evner til at få flyet i luften.

“Vi tør simpelthen ikke sætte os op i det fly for tredje gang. Vi har ikke fået et regulært svar på, hvad der har været galt de gange, de har afbrudt starten. Jeg har aldrig oplevet så dårlig service, og jeg har rejst det meste af verden rundt,“ sagde en passager dengang til nyhederne tv2.dk.

Blot tre uger senere blev et andet Small Planet-fly tilbageholdt i Københavns Lufthavn, da man frygtede at en terrorist med en bombe var om bord, idet en mand havde opført sig mistænkelligt. Og få måneder senere i juni måned havde selskabet problemer medat fålandingsstellet udpå et A320-fly fra Hurghada til Vilnius.

På trods af relativt få operationer optræder selskabet således ofte på en uheldig måde i medierne grundet tekniske fejl og uregelmæssigheder. Britiske Monarch Airlines havde i en periode wetleaset fly fra Small Planet Airlines, men for mange kundeklager ødelagde angiveligt det arrangement. Kunderne mente ikke, at kvalitet og sikkerhed var på det niveau, som man kunne forvente.

CHECK-IN.dk. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Small Planet Airlines til ansættelsesforholdene i selskabet, men selskabets presseansvarlige Viktorija Fabijonaitė har ikke returneret vore henvendelser.