Piloter skyld i AirAsia-styrt

En computerfejl og piloternes reaktion på fejlen var medvirkende til at et Airbus A320-fly fra AirAsia styrtede ned i december sidste år.

Da et Airbus A320 fly fra AirAsia styrtede ned i Indonesien i december sidste år, fløj det på ulykkestidspunktet gennem kraftigt tordenvejr. Mistanken rettede sig derfor i første omgang mod uvejret som årsagen til flystyrtet.

Men det havde slet ingen indvirkning, fastslår den indonesiske havarikommission i sin første offentlige rapport om ulykken, der kostede 162 mennesker livet.

I stedet var det kombinationen af gentagne tekniske fejl og piloternes forkerte håndtering af fejlene, som førte til styrtet, fastslår havarikommissionen.

Fik flyet til at krænge
En computer, der styrer flyets ror, voldte igen og igen problemer. Det fik piloterne til at afbryde en sikring og slukke computeren. En manøvre, som normalt ikke foretages under en flyvning. Det betød samtidig, at flyets autopilot blev slået fra. En autopilot, der normalt forhindrer at piloterne får sendt flyet ind i et dyk eller lignende. Piloterne slog sikringen til og fra fire gange. Fjerde gang gik det galt, da den manglende autopilotstyring og piloternes påvirkning fik flyet til at krænge 54 grader til venstre og sendte det ind i et stall. Piloterne var ude af stand til at rette flyet op.

Flyet var på vej fra Surabaya i Indonesien til Singapore, da det styrtede ned. Ifølge havarikommissionen, så var det ikke kun på den aktuelle flyvning, at der var problemer med den computer, der styrer roret. Det havde der været 23 gange tidligere det seneste år.

Kommissionen påpeger desuden, at AirAsia’s vedligeholdelses-setup ikke var optimalt. Siden ulykken har selskabet strammet op på vedligeholdelsesprocedurerne på 51 punkter.

AirAsias ejer og stifter, Tony Fernandes, mener at både AirAsia, Airbus og hele flyindustrien kan lære meget af ulykken.