SAS-piloter (Arkivfoto)

Piloter står i kø for at flyve for SAS

SAS har fået over 1.750 ansøgninger til 220 ledige pilotstillinger. Ifølge det skandinaviske flyselskab kommer der mange ansøgninger fra lavprisflyselskaberne samt nyuddannede piloter.

SAS og datterselskabet Cimber A/S har igennem det seneste halve år haft akut pilotmangel. Derfor gik man i gang med at rekruttere ikke færre end 220 piloter, og det lader til, at mange finder det attraktivt at arbejde hos SAS, hvis man skal måle det på antallet af ansøgninger.

Ifølge SAS har selskabet modtaget 1.750 ansøgninger, Mange af ansøgningerne kommer fra piloter, der i dag flyver hos Norwegian, easyJet og Ryanair, mens der også er en del nyuddannede piloter i ansøgerbunkerne.

“De mange ansøgninger bekræfter, at der er stor interesse for at arbejde i SAS, og det er fantastisk. I SAS tilbyder vi skandinaviske ansættelsesvilkår og fastansættelse, og det er attraktivt i en branche, hvor piloter i stigende grad ansættes i selskaber på midlertidige kontrakter. Vi har trygge vilkår og en positiv udvikling, og det tror vi er årsagen til, at så mange piloter ønsker at flyve for SAS,” siger konstitueret pressechef Anna Vibeke Nielsen til CHECK-IN.dk.

En bevægelse i pilotkorpset
Historien om de mange piloter fra lavprisflyselskaberne, der ønsker at tage beskæftigelse hos SAS. skal naturligvis taget med et gran salt, da det ikke er muligt at få verificeret oplysningerne, da SAS af fortrolighedsårsager naturligvis ikke kan oplyse præcise tal herfor.

Da Ryanair i efteråret 2014 stod foran ansættelse af 690 nye piloter, fortalte selskabets Director of Flight Operations, Peter Bellwe til indbudte skandinaviske pressefolk, at piloter fra Norwegian stod i kø for at skifte job til den irske lavpriskonkurrent. Det viste sig også at være en sandhed med visse modifikationer.

Under alle omstændigheder har SAS allerede ansat flere piloter i 2015, og flere vil følge efter gennem hele 2016.

Hos SAS begrunder man det store pilotbehov med et generationsskifte som samtidig er blevet forstærket af, at SAS igennem et kompetencecenter har stimuleret en bevægelse i pilotkorpset, hvor piloter, som har arbejdet længe i SAS, er blevet tilbudt karriere uden for selskabet.

Læs også:

Norwegian vil hyre piloter i Mellemøsten

Pilotmangel sender flyselskab i knæ

SAS aflyser 766 flyafgange

SAS vil masseansætte piloter

SAS-aflysninger som følge af pilotmangel