Pilotformand: SAS oplever os som et problem

Formanden for Dansk Pilotforening oplever, at SAS betragter sine erfarne piloter som et problem og ikke en løsning til selskabets fortsatte udvikling.

I sidste uge var formanden for Dansk Pilotforening, René Arpe, sammen med sine kolleger fra Norge og Sverige på besøg hos British Airline Pilots Association (BALPA) i London.

Her blev der, ifølge en officiel erklæring fra mødet, “etableret en stærk alliance mellem fagforeningerne med opbakning fra European Cockpit Association (ECA, red.), hvilket skal bidrage til at sikre, at de britiske og spanske piloter bliver organiseret.”

Det handler overordnet om, at SAS har oprettet et irsk datterselskab med navnet Scandinavian Airlines Ireland Limited, og dette selskab skal producere flyvninger fra nye baser i London-Heathrow og Málaga med besætninger hyret ind af bemandingsselskabet CAE Park Aviation.

“Det var et første møde i en række. Vi har ikke lagt en decideret plan, men vi er sammen med BALPA interesseret i at sikre, at de kommende piloter i det irske produktionsselskab bliver organiseret. Vi kommer til at holde flere møder, og vi vil helt bestemt følge det til dørs,” siger René Arpe til CHECK-IN.dk.

“Et problem for SAS”
Pilotformanden kan ikke lade være med at udtrykke sin skuffelse over SAS, der råder over mange dygtige og erfarne skandinaviske piloter. For det er nemlig planen, at samlet ni Airbus A320-200neo fly skal flyttes fra basen i Stockholm til de nye baser i Storbritannien og Spanien og der bemandes med piloter, der har helt andre ansættelsesvilkår end i Skandinavien.

“Vi oplever, at vi bliver gjort til en del af et problem i stedet for en løsning. Vi har ofte indtryk af, at vi ikke er en del af løsningen med hensyn til SAS i Irland. Vi er i kraft af vores alder og den omkostning, som vi har, tilsyneladende et stort problem for virksomhedens fortsatte udvikling. Omkostningen til os bliver rent faktisk opfattet som et problem,” lyder det fra René Arpe, der til daglig flyver A320 hos SAS.

Risiko for overtallighed
SAS skal bruge 90 piloter, hvilket svarer til 10 per fly, til at operere de ni A320neo-fly, der skal stationeres i London Heathrow fra slutningen af oktober i år og i Málaga fra slutningen af marts næste år. Ifølge pilotformanden kommer det ikke i første omgang til at betyde fyringer.

“Der er klart en risiko for, at der kan blive overtallighed, men SAS forventer, at naturlig afgang vil løse dette problem. Vi kommer til at se en ret stor pensionsafgang i SAS i de kommende år, da vi har mange med en relativ høj alder,” bekræfter René Arpe.

Pensionsalderen som pilot i SAS er 65 år, men piloterne har mulighed for at trække sig tilbage før tiden.

Indtil videre kan Dansk Pilotforening sammen med de øvrige skandinaviske pilotforeninger blot se på, når SAS åbner baser i udlandet med piloter ansat via et bemandingsselskab til noget andre vilkår end deres skandinaviske kolleger.

“Det er ikke ulovligt, hvad SAS gør, og jeg tvivler på, at vi kan foretage os noget, som kan betragtes som en lovlig aktion,” vurderer den danske pilotformand.

 

Relaterede artikler:

SAS-piloter til møde med britisk fagforening

SAS sætter navn på nye baser

SAS åbner nye baser og udflager til Irland

Tidligere Ryanair-ansat bliver direktør i SAS-selskab

SAS: Ansatte vil gerne flyttes til udenlandske baser

x

Læs Også

Ældre DC-8´ere stadig i drift

DC-8-fly, der tidligere har tilhørt Finnair og SAS, flyver stadig rundt 50 år efter, at de blev produceret. Ældste aktive DC-8 er det tidligere SAS-fly, Folke Viking.

Bedste SAS-regnskab siden år 2000

SAS leverede det bedste resultat i nyere tid, da overskuddet i 2016/17 nåede op på næsten 1,5 milliarder kroner, hvilket ifølge SAS er medarbejdernes fortjeneste.

Myndigheder forsinker irske SAS-flyvninger

Det er endnu ikke lykkedes for SAS at få det første fly i luften fra Scandinavian Airlines Ireland. Der mangler godkendelse fra de irske myndigheder.

SAS-regnskab i trit med forventningerne

SAS præsenterede det tredje overskud i træk med et driftsresultat i underkanten af 1,5 milliarder danske kroner.

Sønderborg Lufthavn vil lokke med økonomisk støtte

Sønderborg Lufthavn vil forsøge at tiltrække nye flyselskaber til lufthavnen, og det er planen at kunne lokke med underskudsgaranti, marketingbidrag og andre støtteordninger.

Kinesere planlægger nordisk invasion

Seks kinesiske flyselskaber ønsker at åbne i alt syv nye ruter til de nordiske hovedstæder i løbet af 2018.