Polens nye, centrale lufthavn skal have plads til 45 millioner passagerer. Arkivfoto.

Polen anlægger ny international lufthavn

Polens regering har besluttet at bygge en ny international lufthavn, der på sigt kan udvides til en kapacitet på 100 millioner passagerer.

Landets nye lufthavn skal bygges 40 kilometer vest for Warszawa, i Baranow regionen i det centrale Polen. I dag betjenes hovedparten af Polens internationale flytrafik i de to lufthavne ved Warszawa, hvor lufthavnene Frederic Chopin, 10 kilometer fra centrum og Modlin 38 kilometer fra centrum allerede er overbelastede.

Der er afsat et areal på 3.000 hektar til den kommende internationale storlufthavn, som efter planerne skal åbne i 2027 med plads til 45 millioner passagerer og plads til at udvide til helt op til 100 millioner passagerer.

Den nye lufthavn er budgetteret til at koste et sted mellem 7,2 og 8,4 milliarder euro. Prisen inkluderer den nødvendige transport infrastruktur, skriver Wings Herald.

Det forventes, at den nye lufthavn bliver en af de travleste transferlufthavne i Europa: “Vores land ligger på mellemvejen mellem nogle af verdens største hovedbyer og er placeret mellem for eksempel Los Angeles og Tel Aviv, Wiens og Tokyo, Shanghai og Paris samt New York og Teheran”, lyder det blandt andet i regeringsvedtagelsen.

Kritik af økonomien
Fra flere sider lyder der kritik af de store investeringer, som angiveligt kan blive en byrde for Polens økonomi: “Efter min mening er de budgetterede udgifter undervurderede. Prisen bliver langt højere”, siger Jacek Krawczyk, president for de ansattes gruppe i European Social and Economic Committee. “Og det handler ikke kun om selve anlægsudgiften, men også om at gøre den nye lufthavn profitabel i fremtiden”.

Projektet kan også gå ud over de regionale lufthavne, som har haft vækst siden Polens indtræden i EU i 2004: “Idéen om en centralt placeret lufthavn er i modstrid med den succesfulde udvikling af en decentral model, som flytrafikken har udviklet i Polen”, tilføjer Jacek Krawczyk.

Vedtages i foråret
Loven om forberedelser og konstruktion af den nye lufthavn skal vedtages i det polske parlament i løbet af dette forår.

I 2017 havde Warszawas lufthavn Frederic Chopin omkring 16 millioner passagerer, og lufthavnen anses derfor for at være en af de travleste i Central- og Østeuropa. Sidste år overhalede Frederic Chopin Prags lufthavn Vaclav Havel, som havde 15,4 millioner passagerer.

 

Relaterede artikler:

LOT åbner 12 ugentlige flyvninger til Billund

LOT har succes med Asien-rute

LOT med Dreamliner til Rio de Janeiro