Populær London-lufthavn får jernbane

London Luton-lufthavnen, som har megen trafik fra København, skal have en jernbaneforbindelse, der vil forbinde lufthavnen med det overordnede britiske jernbanenet.

Om få år bliver det betydeligt nemmere at komme med offentlig transport til og fra Luton-lufthavnen nord for London. Lufthavnen har nemlig besluttet at spendere op mod 2 milliarder kroner på at etablere en to kilometer lang letbaneforbindelse fra lufthavnsterminalerne til den nærmeste station på det overordnede britiske jernbanenet.

Beslutningen er godt nyt for mange af de flyrejsende fra København til London. Luton-lufthavnen er nemlig de senere år blevet en populær gateway for rejsende fra København til London. Det skyldes at easyJet for to år siden rykkede nogle af sine London-flyvninger fra København fra Stansted til Luton. Og så skyldes det også, at det netop er Luton-lufthavnen, som Ryanair i godt et år har fløjet til fra Københavns Lufthavn.

Luton er Ryanairs port for de rejsende fra CPH ind til London og selskabet er oppe på fire daglige returflyvninger.

Den nye letbane skal køre i døgndrift og afløse den busrute, som i dag forbinder lufthavnen med den nærmeste jernbanestation. Med den nye letbanen bliver det muligt at rejse mellem Luton-lufthavnen og London St. Pancras Station på mindre end 30 minutter.

EasyJet største bruger
Ved siden af investeringen i den nye baneforbindelse, så bruger lufthavnen lidt mere end én milliard kroner på at modernisere sine terminaler, så lufthavnens kapacitet kan udvides til 18 millioner passagerer om året fra 2020.

Lufthavnen håndterede i 2015 12,3 millioner passagerer. Det var en fremgang på 17 procent i forhold til sidste år. Lufthavnen har 8.600 ansatte og ruter til 123 destinationer. Suverænt største bruger er easyJet, der har sit hovedkontor i en hangar i lufthavnen.

 

Læs også:

Over 200 ugentlige flyafgange til London

EasyJet opretholder Stansted-rute

EasyJet åbner ny London-rute fra CPH