Primera Air får i 2018 otte Airbus A321-fly på dansk register. (Foto: Primera Air)

Primera Air har øje på flere destinationer i Nordamerika

Endnu inden Primera Air har åbnet sine første nordamerikanske ruter har selskabet blikket rettet mod nye ruter og nye kontinenter.

Den canadiske storby Montréals Trudeau-lufthavn samt enten Dulles-lufthavnen vest for USA’s hovedstad Washington D.C. eller Baltimore Thurgood Marshall-lufthavnen nord for Washington D.C. kan meget vel blive destination nummer fire og fem for dansk-lettiske Primera Airs kommende entré på markedet for flyvninger over Atlanterhavet.

I foråret 2018 etablerer Primera Air baser i London Stansted, Birmingham og Paris Charles de Gaulle-lufthavnen. Herfra åbner selskabet henover foråret ruter til New York’s Newark-lufthavn, Boston Logan og Toronto med i alt 43 ugentlige flyvninger hver vej over Atlanterhavet.

Åbnet i 2019
Endnu inden de første fly er sendt afsted, har selskabet tankerne sat på de næste destinationer.

”Vi kigger helt klart på flere destinationer i både Canada og USA. Det ville være enten Washington D.C. eller Montreal – eller begge dele. Det er de næste to destinationer, som jeg tror vi vil komme ud med, når vi beslutter os for nye nordamerikanske ruter. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi så ruterne blive åbnet i 2019,” siger Hrafn Thorgeirsson, direktør for Primera Air, til magasinet Forbes.

Hvis de ruter bliver en succes vil Primera vende blikket i andre retninger end Nordamerika og overveje at åbne ruter til Afrika, Indien og Mellemøsten.

I klinch med Norwegian
Langdistanceflyvninger over Atlanterhavet til lavpris er ikke et forretningsområde, som Primera Air beskæftiger sig med i dag, hvor det primært handler om at flyve solhungrende danskere, nordmænd, svenskere, finner og islændinge sydpå på charterferie.

Med planen om atlantruter går Primera Air direkte i klinch med de etablerede netværksselskaber samt lavprisselskaber som Norwegian og WOW Air. Primera Air er ejet af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group, der står bag rejsearrangører i Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island. I Danmark er blandt andet Bravo Tours ejet af Primera-gruppen.

Første selskab i verden
Til brug for blandt andet atlanterhavs-ekspansionen har Primera Air bestilt ikke mindre end 18 Boeing 737 MAX 9 fly og otte nye Airbus A321-fly. Desuden har selskabet en ”købsret” til yderligere fire Boeing 737 Max-fly.

Alle 18 Boeing 737 MAX-fly bliver den særlige ”extended range”-udgave af Boeing 737 MAX 9, som Primera Air bliver det første selskab i verden til at tage i brug. MAX 9-ER kommer til at kunne flyve op til 7.400 kilometer.

Mens MAX-flyene først begynder at blive indfast i Primera-flåden i 2019 og frem, så kommer Airbus-flyene allerede i år. De otte fly er delt op på to Airbus A321neoLR, der er en ny særlig langdistanceudgave af Airbus A321, og seks almindelige Airbus A321neo-fly.

Alle otte fly indregistreres i Danmark og får OY-kendingsbogstaver. Det er nye toner fra Primera Air. Selskabet består nemlig reelt af to søsterselskaber. Det danske Primera Air Scandinavia og det lettiske Primera Air Nordic. Sidstnævnte blev etableret i 2014, hvorefter hovedparten af selskabets otte nuværende Boeing 737-fly blev flyttet fra Primera Air Scandinavias danske driftstilladelse til Primera Air Nordics lettiske driftstilladelse.

Tilbage på dansk OY-register er i dag kun ét fly. Men det bliver der altså lavet om på senere i år. De otte fly kommer på dansk register og på Primera Air Scandinavias danske driftstilladelse, men vil blive baseret rundt omkring i Skandinavien og Nordeuropa.

 

 

Relaterede artikler:

Danske Primera-fly til seks nye USA-ruter

Primera: Otte nye fly på dansk register i 2018

To flyselskaber vil udfordre Primeras USA-planer

Flere nordamerikanske ruter til danske Primera-fly

Primera Air vil flyve til USA