- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Primera-kunder får hjælp af ‘redningspriser’

Norwegian og Ryanair kommer Primera Air-kunder til undsætning med særligt lave priser til nogle af destinationer, som det konkursramte flyselskab fløj til.

I forbindelse med tidligere luftfartskonkurser har kollegerne i branchen tradition for at træde til med særligt rabatterede billetter til de kunder, der har mistet muligheden for at rejse med det flyselskab, som de har købt billet til.

Sådan er det også i forbindelse med konkursen i Primera Air. Her har Norwegian introduceret ‘rescue fares’ frem til og med den 14. oktober. Billetpriserne er ifølge Norwegian sænket med 50 procent, eksklusiv skatter og afgifter.

Norwegian tilbyder de særlige redningspriser på ruterne fra København til Málaga, Palma de Mallorca, Las Palmas samt til Chania (Kreta). Heruodver tilbydes priserne også på langdistanceruterne fra London til New York samt fra Paris til New York og Boston.

Der er dog særlige bookingprocedurer, som Primera-passagererne skal følge. Billetterne kan nemlig ikke bestilles på Norwegians hjemmeside, men skal i stedet bestilles direkte på en hotline-telefon. (+47 2101 6771, red.). For at forhindre misbrug, så skal de oprindelige rejsedokumenter fra Primera Air også medbringes på rejsen.

Redningspriser fra 186 kroner
Ryanair vil dog ikke stå tilbage for Norwegian. Det irske lavprisflyselskab er kendt for at tilbyde ‘rescue fares’ blot en konkurrent lukker en enkelt rute, så her er der lidt mere inflation i begrebet.

Tilbuddet fra Ryanair er ganske kortvarigt. Booking skal ske på Ryanairs hjemmeside senest torsdag den 4. oktober ved midnat. Billetpriserne starter ved 186 kroner eksklusiv skatter og afgifter på Ryanairs ruter fra København til Málaga og Tenerife samt fra Billund til Málaga, Palma de Mallorca og Athen.

“Vi har startet redningspriser fra Købenavn og Billund for at komme de kunder til undsætning, som er ramt af Primera Airs konkurs. Kunderne bør hurtigt booke en flybillet, fordi disse lave priser vil snart være væk – ligesom Primera Air,” udtaler Chris Lundshøj, ansvarlig for salg og marketing i Skandinavien og Baltikum.

 

Relaterede artikler:

15 Primera-fly parkeret i seks europæiske lufthavne

Primera-konkurs rammer hårdt i Billund

Officielt: Primera Air er konkurs