Adm. direktør Bjarke Hansen, Primo Tours (t.v.) og adm. direktør Jesper Rungholm, DAT.

Primo Tours og DAT forlænger eksklusivaftale

Primo Tours og Danish Air Transport fortsætter samarbejdet. En ny aftale er indgået, og ligesom i et ægteskab er der ingen udløbsdato.

Metaforerne fra et velfungerende ægteskab trænger sig på, når man skal beskrive det samarbejde mellem Primo Tours og Danish Air Transport (DAT), der netop er blevet forlænget.

De to parter har i nogle år haft en aftale om et samarbejde, og det ser ud til, at den aftale fungerer rigtig godt. “Hvor andre gode forhold kan blive en kende slidte i kanterne, så fortsætter parløbet mellem Primo Tours og DAT ufortrødent,” hedder det i en fælles pressemeddelelser fra de to parter.

Hidtil har der været en eksklusivaftale mellem parterne, således at Primo Tours har været forpligtet til at kontrahere samtlige charterflyvninger hos DAT på vegne af Primo Tours og datterselskabet Århus Charter. Sidenhen blev nordjyske SunCharter købt af Primo Tours i slutningen af november 2016, og SunCharter havde SAS som fast flyleverandør. Men nu er SAS endegyldigt skiftet ud med DAT.

“Det glæder mig meget, at vi har fået en ny aftale på plads med DAT, som dermed fortsat skal transportere vores gæster fra Primo Tours, men også SunCharter og Århus Charter. Det er to virksomheder, som bare passer ekstremt godt sammen, og for os er det vigtigt, at vi kan tilbyde danske fly med et dansk personale,” siger administrerende direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours i en kommentar til den nye aftale.

Lang opsigelsesfrist
Hos DAT er der stor tilfredshed med, at det er lykkedes at forlænge den eksisterende samarbejdsaftale. Samtidig kan DAT se frem til et langvarigt samarbejde, for den nye aftale har ingen udløbsdato.

Selvom aftalen ikke har nogen udløbsdato, vil der altid være en opsigelsesfrist. Men den ønsker DAT ikke at afsløre.

“Opsigelsesfristen er lang nok til, at vi kan stole på, at samarbejdet kommer til at køre i lang tid fremover,” siger administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT til CHECK-IN.dk.

DAT kommer til at beskæftige, hvad der svarer til to og et halvt Airbus A320-fly på vegne af Primo Tours og datterselskaberne, og den nye aftale sikrer dermed fast beskæftigelse til over halvdelen af A320-flåden, og det er DAT-direktøren bestemt ikke utilfreds med.

“Jeg glæder mig ualmindelig meget over, at det gode samarbejde fortsætter. Det har været vores opstart på charterområdet, og jeg håber, at vi fortsat kan udvide samarbejdet. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre samarbejdspartner, og vi passer bare utroligt godt sammen som to som jyske virksomheder, der er baseret på fornuft, hvor vi hele tiden kan finde ud af at snakke sammen,” lyder det begejstret fra Jesper Rungholm.

DAT skal under den nye aftale foreløbigt flyve fra både Billund, Aalborg og Aarhus til destinationer i Grækenland, Spanien, Tyrkiet, Italien og Portugal.

 

Relaterede artikler:

DAT vil leje ekstra A320

SAS mister charterkontrakt

Primo Tours køber dansk charterkonkurrent

Primo Tours vil øge samarbejdet med DAT

x

Læs Også

Flyselskaber begejstrede over takstnedsættelse

Danish Air Transport og SAS tager begge positivt imod Københavns Lufthavns udspil om at sænke taksterne fra den 1. april 2018, og der er prisnedsættelser på vej.

Flyvninger fra seks danske lufthavne til Bornholm

Fra næste sommer bliver det muligt at flyve direkte fra Odense og Midtjylland til Bornholm, og dermed kan man flyve fra seks danske lufthavne til klippeøen i Østersøen.

Århus Charter vender blikket mod nord

Selvom Århus Charter er på hjemmebane i Aarhus Lufthavn, så vælger charterarrangøren at øge med tre ny destinationer fra Aalborg Lufthavn på delte charterfly.

Venter på afklaring om lavere indenrigstakster

En differentieret takststruktur i Heathrow-lufthavnen har endnu ikke inspireret Københavns Lufthavn til lavere indenrigstakster. Men CPH analyserer den nye reguleringsmodel.

DAT fløj danske fodboldhelte hjem fra Dublin

Det var Danish Air Transport, der havde fået til opgave at flyve herrelandsholdet ud og hjem fra Dublin, og efter 5-1-sejren var der champagne og tre retters menu på MD83-flyet.

DAT vil leje ekstra A320

Danish Air Transport er ved at afsøge markedet efter efter et fly af typen A319 eller A320, der skal supplere selskabets fire nuværende A320-fly.