Qatar Airways A350-1000 og A350-900 i formation. Foto: Qatar Airways.

Qatar Airways får fri adgang til Europa

Ny aftale mellem Qatar og EU giver Qatar Airways ubegrænset adgang til at flyve til Europa. Europæiske flyselskaber får også adgang til Qatar.

EU og Qatar har indgået en ny luftfartsaftale, som giver Qatar Airways ”ubegrænset og uhindret” adgang til at flyve til de 28 EU-lande, ligesom europæiske flyselskaber får en tilsvarende fri adgang til at flyve til Qatar.

Den historiske aftale er den første af sin art nogensinde mellem EU og en af de arabiske stater ved Den Persiske Golf. Den nye aftale giver ifølge parterne flyselskaber fra begge sider en betydelig konkurrencefordel og et bæredygtigt grundlag for fremtidige operationer.

“Aftalen vil give en fælles platform for flyselskaber i Europa og Qatar til at forstå hinanden bedre og skabe nye muligheder for samarbejde. Vi nærmer os princippet om fair konkurrence meget simpelt: retfærdig adgang til markeder og konkurrence om markedsandele baseret på, hvilke produkter og tjenester kunden ønsker og er villig til at købe,” siger Qatar Airways koncernchef, Akbar Al Baker.

Han udtrykker samtidig håb om, at aftalen vil påvirke andre handelsblokke og vigtige luftfartsmarkeder til at indgå lignende aftaler for liberalisere den globale luftfart.

Den nye aftale mellem Qatar og EU omfatter områder som fair konkurrence, miljø, forbrugerbeskyttelse, sociale aspekter og gennemsigtighed. Aftalen indeholder også bestemmelser, der friholder europæiske flyselskaber fra kravet om at ansætte en lokal salgsagent i Qatar, hvis de ønsker at flyve til golfstaten.

Bitter strid med nabolande
Det er bemærkelsesværdigt, at Qatar på egen hånd indgår en aftale med EU uden om de øvrige golfstater, men det afspejler det meget anspændte forhold, som Qatar for øjeblikket har til sine nabolande.

Nabolandene De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Bahrain har sammen med Egypten siden 5. juni 2017 haft en blokade mod Qatar, som har sat en stopper for al transport mellem Qatar og de fire lande.

Det har medført, at Qatar Airways har måttet indstille 18 ruter, ligesom selskabet er nødt til at sende mange af sine fly til og fra Doha ud på lange omveje med op til 2,5 timers ekstra flyvning for ikke at flyve over eksempelvis saudiarabisk luftrum.

Nabolandene beskylder Qatar for at støtte terrorisme og for at have brudt en aftale med de øvrige medlemmer af Golfstaternes samarbejdsråd GCC. Qatar afviser på sin side beskyldningerne fra nabolandene.

Store tab på blokade
Blokaden har store økonomiske konsekvenser Qatar Airways. I september sidste år meddelte Qatar Airways således, at blokaden har kostet selskabet over 69 millioner dollar i tab.

Qatar Airways nævner selv blokaden i pressemeddelelsen om den nye aftale med EU.

”Gennem denne historiske aftale har staten Qatar igen demonstreret, at det forbliver en leder på verdensplan på trods af de igangværende regionale, geopolitiske spændinger som følge af den ulovlige blokade, der pålægges nationen,” fastslår Qatar Airways.

Qatar Airways flyver 18 gange om ugen mellem Doha og København, ligesom selskabet også flyver til Stockholm, Gøteborg, Oslo og Helsinki. Fra Doha har Qatar Airways forbindelse til over 160 destinationer verden over.

 

Relaterede artikler:

Qatar-topchef ser nordiske rejsende som trendsættere

Qatar Airways udvider på København

Qatar Airways starter ny rute til Gøteborg