Qatar Airways forlader Novia

Sommerens bagageproblemer har fået Qatar Airways til at opsige aftalen med Novia om handling af selskabets fly i Københavns Lufthavn.

Problemerne med arbejdsnedlæggelser, store forsinkelser i bagageudleveringen og i visse tilfælde bagage, der er blevet efterladt i Københavns Lufthavn efter at flyene har forladt lufthavnen, får nu konsekvenser for Novia.

Københavns Lufthavns næststørste handlingselskab mister nemlig Qatar Airways som kunde fra midten af november. Det erfarer CHECK-IN.dk.

Flere hundrede passagerer
Dermed må Novia vinke farvel til at håndtere Qatar Airways’ daglige langdistancefly fra Doha med flere hundrede passagerer at checke ind og flere hundrede kufferter at losse og laste.

Det er usikkert hvilket handlingselskab Qatar Airways vil benytte sig af fra midten af november. Men lufthavnens andet store handlingselskab, SAS Ground Handling, kunne være et godt bud.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Qatar Airways eller Novias direktør, Ole Brinks Andersen, til bruddet mellem parterne.