Qatar Airways har kig på indisk flyselskab

Qatar Airways er klar til at tage en ny strategisk retning med køb af ejerandele i veldrevne flyselskaber. For nylig blev der investeret i IAG, og nu har man kig på Indiens største flyselskab.

De tre store mellemøstlige flyselskaber har hidtil haft forskellige tilgange til opkøb af og strategiske alliancer med andre flyselskaber. Emirates er kendt for at vokse organisk, Etihad Airways har skabt vækst gennem opkøb i andre flyselskaber, mens Qatar Airways har vist vejen via strategiske alliancer.

Nu er der noget, der tyder på, at Qatar Airways er klar til at skifte retning. Det Doha-baserede flyselskab har ifølge Air Transport World kig på IndiGo, der er det største flyselskab i Indien. Det fortalte selskabets koncernchef Akbar Al Baker under ITB-rejseudstillingen i Berlin i sidste uge.

“IndiGo er det eneste flyselskab i Indien, der er veldrevet og profitabelt. Hvis der kommer en mulighed for at investere i selskabet, ønsker vi at gøre det,“ sagde Abar Al Baker.

Netop Qatar Airways var for fire år siden nævnt som opkøbskandidat til ungarske Malév, der gik konkurs i 2012, men Qatar Airways skulle angiveligt også have vist interesse for Czech Airlines og andre selskaber, der har været økonomisk ude i tovene.

Største aktionær i IAG
I januar måned købte Qatar Airways 9,99 procent af aktierne i International Airlines Group, der er moderselskab for British Airways og Iberia. Dermed blev Doha-selskabet den største aktionær i det store luftfarts-konglomerat.

Dermed er båndene til British Airways og IAG blevet noget tættere. Akbar Al Baker er i forvejen medlem af bestyrelsen for Heathrow Lufthavn, der er hovedbase for det britiske flyselskab.

“Dette strategiske partnerskab med IAG tilfører en række synergier i Europa. Det har hele tiden været vores intention at investere i interessante flyselskaber. Vi ønsker dog kun at købe andele i flyselskaber, hvor vi ikke behøver at bruge kræfter på at foretage en omstrukturering, og hvor ledelsen ved, hvad der skal til,“ forklarede Al Baker til ATW.

Qatar Airways har et codeshare-samarbejde med American Airlines samt op imod 20 flyselskaber fra Europa og Asien. Herudovertrådte Qatar Airways ind i Oneworld-alliancen den 30. oktober 2014. Alliancen ledes af blandt andet American Airlines og British Airways.

Konkurrenten Etihad Airways har allerede et samarbejde med seks forskellige flyselskaber, som man har investeret i. Et af disse er Jet Airways, der er det næststørste flyselskab i Indien efter IndiGo. Etihad Airways ejer 24 procent af det indiske flyselskab.