Qatar Airways har base i Hamad International Airport i Doha.

Qatar Airways indstiller 17 ruter

Qatar Airways må fra i dag indstille 17 af 51 ruter i Mellemøsten og Afrika, og indtil videre er flere end 100 flyvninger aflyst hver dag.

Den diplomatiske krise i Mellemøsten har ifølge internationale nyhedsmedier fået Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Bahrain samt Yemen, Libyen og Maldiverne til at afbryde de diplomatiske forbindelser med Qatar. Samtidig har de førstnævnte lande lukket luftrummet for fly fra Qatar Airways, hvilket har fået store konsekvenser for Doha-flyselskabet.

Fra i dag har Qatar Airways således måttet indstille 17 af 51 ruter i selskabets rutenetværk i Mellemøsten og Afrika, og det betyder i første omgang flere end 100 aflyste flyvninger per dag.

Det giver naturligvis store udfordringer for Qatar Airways med at få puslespillet omkring ruteplanlægningen til at gå op, udover at det også koster et betydeligt tab af indtægter. Udfordringerne bliver også relateret til ruter til andre destinationer i regionen, da det ikke er muligt for Qatar Airways at overflyve de fire stater, der ønsker at isolere Qatar i den politiske magtkamp i Mellemøsten.

Qatar Airways – indstillede ruter per 6. juni 2017. (Grafik: Great Circle Mapper)

17 ruter er indstillet
I første omgang får aflysningerne ingen umiddelbare konsekvenser for skandinaviske rejsende med Qatar Airways til og fra Doha, med mindre man havde påregnet at skulle rejse videre til en af de destinationer, som Qatar Airways midlertidigt har lukket ned

Der er tale om følgende destinationer i Saudi-Arabien: Abha, Hofuf, Dammam, Gassim, Jeddah, Medina, Riyadh og Taif. I de Forenede Arabiske Emirater er samtlige afgange til Abu Dhabi, Dubai International, Dubai World Central, Sharjah og Ras Al Khaimah indstillet. Herudover kan der ikke flyves fra Doha til Bahrain International Airport i Manama i det lille kongedømme, mens Alexandria, Cairo og Luxor er de tre egyptiske destinationer, der midlertidigt får afskåret flyforbindelserne til Doha.

De største ruter er Doha-Dubai med 14 daglige afgange i hver retning. Til Abu Dhabi flyves der seks gange dagligt i hver retning, mens Bahrain har fem daglige forbindelser. Til Saudi Arabien flyver der blandt andet fem gange daglig i hver retning til Dammam samt fire gange dagligt til Jeddah og Riyadh.

“Alle kunder, der har bestillinger til de ramte flyvninger vil blive tilbudt alternative rejseforslag inklusive muligheden for en fuld refundering af allerede købte billetter samt fri ombooking til den nærmeste alternative Qatar Airways-destination,” skriver selskabet i en meddelelse.

Kompleks politisk situation
De politiske forviklinger handler om, at Saudi-Arabien og emiratet Abu Dhabi har tilpasset deres udenrigspolitik til at kæmpe imod det sunnimuslimske og islamitiske organisation Det Muslimske Broderskab, Iran samt ISIS.

Denne politik har fået opbakning fra den amerikanske administration under præsident Donald Trump, mens Qatar synes at gå enegang i spørgsmålet omkring Det Muslimske Broderskab og til dels også Iran. Til sagens kompleksitet hører også beskyldninger om hacking af en Abu Dhabi-diplomats e-mail samt et nyligt hackerangreb på det statslige nyhedsbureau i Qatar.

Konflikten er opstået blot 14 dage efter, at USA´s præsident Donald Trump har besøgt regionen.

 

Relaterede artikler:

Diplomatisk krise kan tvinge Qatar Airways i knæ

x

Læs Også

Kinesere planlægger nordisk invasion

Seks kinesiske flyselskaber ønsker at åbne i alt syv nye ruter til de nordiske hovedstæder i løbet af 2018.

Sønderborg Lufthavn skal bruge 410 mio. kroner

Politikerne i Sønderborg Kommune skal i 2018 tage stilling til en investerings- og tilskudsplan for den lokale lufthavn til et samlet beløb på 410 millioner kroner frem til 2035.

Ryanair: Ny takstrabat favoriserer SAS

Der er ikke udelt begejstring for det nye takstudspil fra Københavns Lufthavn. Ryanair mener, at takstrabatterne favoriserer SAS, mens Norwegian er afventende.

Flyselskaber begejstrede over takstnedsættelse

Danish Air Transport og SAS tager begge positivt imod Københavns Lufthavns udspil om at sænke taksterne fra den 1. april 2018, og der er prisnedsættelser på vej.

VisitDenmark: Mahan-rute hurtigt glemt

Danmark gik med lukningen af iranske Mahan Airs CPH-rute i 2017 glip af op mod 10.000 kinesiske overnatninger, vurderer VisitDenmark.

Ny Nordica-rute til København

Det estiske flyselskab Nordica, der i forvejen flyver for SAS, åbner næste forår den tredje direkte rute til Københavns Lufthavn.