Qatar Airways har base i Hamad International Airport i Doha.

Qatar Airways udvider til Bangkok

Qatar Airways indsætter den 20. februar den fjerde daglige afgang mellem Doha og Bangkok. Samlet set kan fem Mellemøsten-selskaber tilbyde 14 daglige afgange fra regionen til den thailandske hovedstad.

For nylig kom det frem, at hovedparten af transferpassagererne påTurkish Airlines´ flyrutemellem Istanbul og Bangkok i overvejende grad kommer fra de nordiske lande. Det samme er uden tvivl tilfældet for Qatar Airways, der i dag tilbyder tre daglige afgange fra Doha til Bangkok med tilslutning fra Skandinavien.

Fra København, Stockholm og Oslo er der således i dag tilslutningsforbindelse til en eller flereaf de tre daglige Bangkok-afgange, der afgår henholdvis kl. 01.20, kl. 08.15 eller kl. 20.45 fra Doha International Airport.

Men det er ikke nok for Qatar Airways. Fra den 20. februar indsætter selskabet en fjerde daglig afgang kl. 14.15 fra Doha, således at der bliver i alt 28 afgange om ugen at vælge imellem.

Stor efterspørgsel
Ifølge Qatar Airways er udvidelsen et svar på den store efterspørgsel der findes i markederne i Europa, Mellemøsten, Afrika samt Nord- og Sydamerika.

“Det har altid været vores strategi at tilbyde flere fly om dagen til populære destinationer, og Bangkok er et eksempel herpå. Vi kan nu tilbyde vores kunder endnu flere valgmuligheder, når de planlægger deres ferie- og forretningsrejser,“ siger Akbal al Bakar, der er topchef hos Qatar Airways.

Men det er ikke kun Qatar Airways, der har fået øjnene op for de store muligheder for at bringe turister- og forretningsrejsende til og fra Thailand via Mellemøsten. Når Qatar Airways kommer op på fire daglige afgange vil man således ligge side om side med Dubai-baserede Emirates, der dog kan tilbyde Airbus A380-service på en af de fire daglige afgange. Fra Abu Dhabi flyver Etihad Airways tre gange dagligt til den thailandske hovedstad, mens Oman Air fra Muscat kan tilbyde to afgange og Bahrain-selskabet Gulf Air blot en enkelt daglig forbindelse.

Samlet giver det dog 14 daglige afgange fra de fem Mellemøsten-selskaber tilsammen.