Raketangreb mod Tel Aviv får konsekvenser for flytrafikken

Air France-KLM tager som det første flyselskab konskevensen af konflikten mellem Israel og Gazastriben. Selskabet flytter flybesætningerne til Cypern, hvorfor der indtil 26. november skal flyves via Larnaca.

Den voldsomme optrapning af konflikten Israel og Gazastriben skaber nu forstyrrelser for den civile flytrafik. Den palæstinensiske paramilitære og politiske organisation Hamas har indenfor de seneste dage foretaget flere raketangreb mod Tel Aviv, hvilket begynder at udgøre en sikkerhedsrisiko mod udenlandsk flypersonale, der opholder sig i den israelske storby.

Hollandske KLM har som det første luftfartsselskab taget konsekvensen og flyttet sine besætninger til Larnaca på Cypern. Det betyder, at den daglige flyvning fra Amsterdam til Tel Aviv på rutenummer KL461 vil mellemlande i Larnaca, mens der flyves direkte fra Tel Aviv til Amsterdam på returrejsen med KL462.

Mellemlandingen i Larnaca, hvor der skiftes besætning, betyder en øget rejsetid på godt to timer, således at flyet fra Amsterdam lander kl. 04.10 i Tel Aviv mod oprindeligt planlagt kl. 02.15.

Søsterselskabet Air France har lavet entilsvarende ændring i fartplanen med rutenummer AF2220 fra Paris-CDG, der også skal en tur ned i Larnaca International Airport på øens sydlige del undervejs på turen til Israel.

Foreløbigt er fartplanen ændret frem til den 26. november. Air France-KLM oplyser samtidig, at passagererne frit kan ombooke til en ny rejsedato uden omkostninger. Den nye rejsedato er dog foreløbigt begrænset til og med den 30. november.

Der er foreløbigt ikke oplysninger om ændringer i fartplanen hos andre europæiske flyselskaber, der har ruter til Tel Aviv, herunder SAS.