Rejsearrangører hårdt ramte på rejser til Egypten og Tunesien

Urolighederne i Egypten og Tunesien har haft en markant indvirkning på salget af rejser til de to lande. I 2011 vil den danske charterbranche miste mindst 25.000 solgte rejser til de to destinationer, bl.a. fordi charterarrangørerne har stoppet al rejseaktivitet dertil frem til påsken.

Da protesterne og gadekampene brød ud i Egypten og Tunesien i slutningen af januar vågnede rejsearrangørerne op til et sandt mareridt. Urolighederne fortsatte ind i skolernes vinterferie i februar, der er højsæson for salg af rejser til især Egypten. Dermed blev bureauerne tvunget til at indstille al rejseaktivitet til de to lande, og faktisk vil flere rejsearrangører først genåbne rejser dertil, når påsken starter.

Dette gælder Star Tour og Apollo, der ikke har sendt chartergæster til Egypten siden slutningen af januar og frem til midten af april. Star Tour har sågar halveret kapaciteten til Egypten henover sommersæsonen og i stedet flyttet ekstra kapacitet til Kreta, Mallorca og Tyrkiet.

”I takt med, at vi har halveret kapaciteten, er salget til Egypten ligeledes blevet halveret, så der er ingen tvivl om, at uroen i Mellemøsten smitter af på salget. På Egypten forventer vi at gå fra 15.000 solgte rejser i 2010 til omkring 5.000 solgte rejser i 2011, eftersom salget i de vigtige vintermåneder røg på gulvet,” siger salgsdirektør, Stig Elling, og tilføjer, at trods det dalende salg til Egypten forventer Star Tour et højere totalsalg i 2011 end i 2010.

Hos Bravo Tours har man valgt at indstille alle rejser til Egypten frem til oktober, hvor vintersæsonen igen starter. Dette betyder, at Bravo Tours forventer et fald på Egypten på omkring 2.000 rejser i 2011. Bureauets rejser til Tunesien har været indstillet siden februar og frem til slutningen af maj, hvilket vil resultere i et fald på 4.000 rejser.

”Med hensyn tilTunesien ligger vi ikke på samme niveau i forhold til sidste år. Det tager lang tid at bygge et salg op på det niveau, vi havde, inden urolighederne startede. Det samlede salg for 2011 vil nok ligge små 5.000 rejser under salget i 2010, der dog ikke betyder så meget i det totale billede,” siger Peder Hornshøj, administrerende direktør for Bravo Tours.

Selv om februar og marts har været hårde måneder for rejsearrangørerne i forhold til Egypten og Tunesien, fortæller flere rejsebureauer til CHECK-IN.dk, at sommerens generelle salg er ved at indhente det tabte.

”På nuværende tidspunkt oplever vi ikke en mindre interesse for Egypten sammenlignet med sidste år, og påsken er udsolgt. Faktisk har vi en større kapacitet i sommerprogrammet til Egypten i forhold til sommeren 2010, fordi vi har sat et ekstra fly ind fra København og Billund til Sharm El Sheikh. Alligevel vil vi nok miste 3-5.000 rejser til Egypten i hele 2011som følge af de tabte rejser ifebruar og marts,” siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo, der i 2010 solgte 25.000 rejser til Egypten.