Rejseglade færinger gav fremgang

Rejselystne færinger og en styrket færøsk turistindsats var med til at sikre Vagar Lufthavn et godt 2015 med tocifrede vækstrater.

Siden 2011 er antallet af rejsende til og fra Færøernes eneste lufthavn, Vagar Lufthavn, vokset med næsten 30 procent, svarende til 75.000 rejsende. I 2015 var væksten 10,4 procent eller omkring 25.000 rejsende. Alt i alt rejste 276.384 mennesker igennem Vagar Lufthavn i 2015.

Travlest i juli
Bortset fra januar og februar var der fremgang alle årets måneder. Med sine over 40.000 rejsende var juli den mest travle måned, mens februar med omkring 12.500 var den mindst travle måned.

”Det viser sig, at færinger rejser mere end de har gjort nogensinde før. Det er en kombination af leisure-rejser og det faktum, at mange færinger arbejder udenfor Færøerne, som driver væksten sammen med en stærk indsats fra Visit Faroe Islands. Efter at Visit Faroe Islands fik tilført flere midler og de fik en ny og driftig direktør, har vi oplevet en reel vækst i antallet af turister,” siger Jákup Sverri Kass, direktør i Vagar Lufthavn.

Vækst stiller krav
En ny terminal og nye servicebygninger blev indviet i juni 2014. Men væksten i antallet af rejsende sætter nye krav til lufthavnen. I 2016 vil lufthavnen kigge nærmere på investeringer omkring parkeringsmulighederne, på forpladsen, omkring security og andre områder, som passagerer færdes på.

Vagar Lufthavn ser positivt på udsigterne for 2016. Atlantic Airways har formået at komme ud med lavere priser på flybilletter til og fra Færøerne, og det styrker den hjemlige efterspørgsel efter fly-billetter. Der er meget der tyder på, at antallet af turister vil fortsætte med at vokse, men antallet af medarbejdere indenfor offshore-industrien ser ud til at falde, og kan lægge en dæmper på væksten i 2016, vurderer lufthavnsdirektøren.

”Selvom antallet af ad hoc-charters har sat rekord i 2015, så er der stadigvæk kun Atlantic Airways, som flyver fast til og fra Færøerne. Arbejdet med at få andre flyselskaber til at kigge nærmere på Færøerne som en mulig destination fortsætter i 2016 og 2017,” siger Jákup Sverri Kass.