Rejsekonsulent vil sælge sikkerhed

Konsulentvirksomheden Travel Advice har valgt at udvide forretningen med salg af produkter til rejsesikkerhed fra egen webshop.

Danske og udenlandske virksomheder bruger årligt store beløb på at sikre deres medarbejdere på rejse i udlandet. Det handler i første omgang om information og rådgivning, således at man via globale databaser kan holdes ajour med aktuelle risikovurderinger over hele verden.

Risikovurderingerne kan omfatte alt fra krig, terror, naturkatastrofer, epidemier til risiko for vold og kidnapning. For at imødegå disse situationer kan virksomhederne alliere sig med en rådgiver, der kan udarbejde en Travel Risk Policy.

Et andet vigtigt område for forretningsrejsende på farten – hvad enten rejsen går til New York eller Timbuktu – er den helbredsmæssige sikkerhed. Derfor har den uvildige rådgivningsvirksomhed Travel Advice udviklet en webshop, hvor det er muligt at købe en række produkter, der kan løse de mest basale helbreds- og sikkerhedsmæssige behov.

Undgå blodbropper
Ifølge Travel Advice er mange optaget af rådgivning om, hvordan man kan reducere risikoen for blodpropper ved lange flyvninger. En folder om emnet er tilgængelig i webshoppen, ligesom det også er muligt at købe de såkaldte støttestrømper, der har opnået en stigende popularitet blandt bevidste hyppigt rejsende.

I shoppen findes også en populære overfalds, røg- og værelsesalarm fra Cavius, som indehaveren af Travel Advice, Kenn Kajberg Rønhøj, forventer bliver en sællert blandt kvindelige rejsende.

“Den kan aktiveres mens den kvindelige forretningsrejsende sover eller er i bad. Situationer hvor de mandlige ‘stuepiger’ har det med at komme på uanmeldt besøg,“ mener Kenn Kajberg Rønhøj.

Fra 20 til 25.000 kroner
Billigste produkt i webshoppen hos Travel Advice er en folder omkring blodpropper i de dybe vener i benene, jetlag og flyskræk. Her skal man blot finde råd til at ofre en flad 20´er.

Man skal dog grave dybere i tegnebogen, hvis man skal erhverve sig det dyreste produkt. Det er intet mindre end verdens mindste hjertestarter, der vejer et halvt kilo, men koster 24.375 kroner.

“Med øget tryghed kommer øget rejseglæde og produktivitet. Vore produkter er udvalgt af specialister med erfaring i rejsesikkerhed og så er de tilgængelig fra ét samlet sted, der vil gøre det ukompliceret og bekvemt for de rejsende at vælge de produkter, som giver dem tryghed.“

Produkterne i webshoppen er nøje udvalgt af indehaveren i samarbejde med Jørgen Kühnell, der driver sikkerhedsvirksomheden Wise Up. I 13 år var Jørgen Kühnell ansat ved Københavns Politi og har været livvagt for utallige udenlandske statsoverhoveder og kongelige på besøg i Danmark.