Wizz Air forstærker sin position i London Luton. Foto: Oleg V. Belyakov

Rekordoverskud hos fremadstormende lavprisflyselskab

Det ekspansive ungarske lavprisflyselskab Wizz Air kom ud af det seneste regnskabsår med et nettooverskud på hele 275 millioner euro.

Der er i dén grad medvind for Wizz Air i disse år.

Det efterhånden store lavprisflyselskab er det største i Central- og Østeuropa, og samtidig ekspanderer det hurtigst af alle europæiske lavprisflyselskaber.

Nu kan Wizz Air præsentere et flot resultat, der lyder på 275 millioner euro, eller hvad der svarer til 2,05 milliarder kroner. Resultatet er for regnskabsåret 2018 til og med den 31. marts. For regnskabsåret 2017 var der et positivt resultat på 225 millioner euro (1,68 milliarder kroner, red.). Det seneste resultat er således 22,1 procent større.

Indtægterne hos Wizz Air er steget med 24 procent til i alt 1,948 millioner euro. Heraf kommer 1,132 millioner euro fra billetindtægter, og det er en stigning på 23,7 procent i forhold til sidste regnskabsår. Den resterende del er tjent ved ’supplerende indtægter’, som er steget med 24,4 procent.

Ungarsk effektivitet
Wizz Air havde 29,6 millioner passagerer mod 23,8 millioner passagerer forrige år, hvilket giver en stigning på flotte 25 procent. Herudover er der en belægningsfaktor på 91,3 procent, hvilket er 1,3 procentpoint højere end året før.

”Regnskabsåret 2018 var andet år i træk med investerings- og driftseffektivitet i Wizz Airs aktiviteter, og vi fortsætter med vores mission om at blive Europas ubestridte leder på besparelse af omkostninger. Dette nådesløse fokus på omkostninger betyder, at vi fortsat stimulerer markedet gennem de laveste priser, hvilket resulterer i rekordpassagerantal på næsten 30 millioner,” siger József Váradi, koncernchef i Wizz Air.

Koncernchefen ser også fortrøstningsfuldt på det nye regnskabsår, hvor der igen forventes større indtægter og endnu flottere passagerantal.

”Ved begyndelsen af regnskabsåret 2019 er vi meget optimistiske. Vores evne til at køre videre med at minimere omkostninger og kunne tilbyde lavere billetpriser på tværs af vores stadigt voksende netværk vil føre til en forventet stigning på 20 procent i passagerantal – til 36 millioner i 2019.”

Wizz Air forventer at lande et nettooverskud på mellem 310 og 340 millioner euro i regnskabsåret 2019 (mellem 2,31 og 2,53 milliarder kroner, red.).

Ung flåde
Det ungarske flyselskab har succes med at minimere omkostningerne ved at anvende omkostningslette fly. Over 35 procent af flyselskabets sæder er således at finde på de nye Airbus A321ceo-fly. Flåden består pt. af 93 fly – herunder 67 A320ceo og 26 A321ceo. Gennemsnitsalderen på flyene er 4,6 år – en af de yngste flåder i Europa.

I løbet af de kommende år vil Wizz Air desuden få leveret 146 spritnye fly fra Airbus A320neo-familien.

Fly fra Wizz Air er også blevet hverdag for flyspottere i to danske lufthavne. Lavprisflyselskabet har i øjeblikket syv ruter fra Billund Lufthavn og tre ruter fra Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air udvider med 50 procent i CPH

Nye Wizz Air-fly tætpakket med sæder

Syvende Wizz Air-rute fra Billund

Wizz Air er kommet godt fra start i Billund

Wizz Air: Opsvinget holder flyselskaber i live