Reportage: Med drømmeflyet til København

CHECK-IN.dk var med, da et næsten udsolgt Boeing 787-fly fra Norwegian mandag eftermiddag fløj fra Oslo til København og dermed gav Københavns Lufthavn sin Dreamliner-dåb.

(DY942 | Oslo – København) Københavns Lufthavn havde kørt det helt store skyts i stilling, da den danske hovedstadslufthavn mandag eftermiddag endelig fik besøg af det første Dreamliner-fly. Dermed blev CPH den sidste af de store nordiske lufthavne, der kunne tage imod Boeings drømmefly.

Det blev således Norwegian, der kom først med Boeing 787-8 flyet i Københavns Lufthavn. Som afslutning på den europæiske Dream Tour har Norwegian valgt i denne uge at indsætte langdistanceflyet på rutenummer DY942 med planmæssig afgang fra Oslo kl. 13.45 og ankomst i København kl. 15.00.

Boeings prestigefly er af mange levet kaldt “Lateliner“ på grund af den flerårige forsinkelse inden lanceringen. Meget betegnede var flyet også forsinket ved ankomsten til Københavns Lufthavn, hvor flyet satte hjulene på lufthavnens bane 22R præcis kl. 15.13. Forsinkelsen blev skabt i Oslo, da flyet ikke var blevet gjort rent til tiden og først kunne forlade gate 48 kl. 14.00 med takeoff kl. 14.20 fra bane 19L.

Store vinduer
Ved første øjekast ser Norwegians Dreamliner ikke særlig stor ud udefra. Det ligner mest af alt et forvokset Boeing 737, men flyets længde og vingespænd er faktisk dobbelt så stor som 737´erens. Drømmeflyet har plads til 291 passagerer, hvoraf 32 sidder forrest i Premium Economy-kabinen i en 2-3-2 konfiguration med 46 tommers sædeafstand og en sædebredde på 19 tommer. De 259 passagerer i Economy-kabinen har en sædeafstand på mellem 31 og 32 tommer samt en sædebredde på 17,2 tommer i en 3-3-3 indretning.

I kabinen lægger man først og fremmest mærke til de store vinduer. Der er en synlig forskel i forhold til andre langdistancefly. Samtidig er der indbygget en “dimming light“ effekt, hvor passagereren med vinduessæde selv kan indstille lysindfaldet med fem forskellige indstillinger.

Hver passager har sin egen personlige 9 tommer skærm med et IFE-underholdningssystem, der indeholder video, musik og spil samt muligheder for bestilling af taxfree-varer og snacks. Endelig er der en avanceret version af FlightPad 3D-produktet, så man kan følge flyets rute i alle mulige vinkler og med et utal af tilgængelige data.

Lys kabine
Kabinen i Norwegians Dreamliner-fly virker lys og rummelig, hvilket blandt andet skyldes de de lyse lædersæder, der i modsætning til de mørkeblå sæder i selskabets Boeing 737-fly, giver en anden oplevelse.

I en flyvehøjde på 10.700 meter på vej mod København via Gøteborg og den svenske kyst kan man fornemme, at luften i kabinen er mere behagelig end sædvanligt. I Dreamlineren svarer luftrykket i kabinen til en højde på 1.800 meter, mens mange andre langdistancefly har et tryk, der svarer til 2.500 meters højde. Det skulle ifølge Norwegian reducere risikoen for jetlag og gøre rejsen mere behagelig.

På premiereflyvningen blev Norwegian begunstiget af flot solskinsvejr med god sigtbarhed. Humøret var højt hos besætningen, der samtidig frit og kvit kunne betjene de 268 passagerer med alt godt fra servicevognen for at markere den første flyvning til København.

Hos flyveledelsen var man tilsyneladende også i godt humør, da man i sidste øjeblik tildelte bane 22R til Dreamliner-flyets landing. Flyet gled majestætisk hen over SAS-hangarerne og ind mod banen, mens en række afgående fly blev holdt tilbage på taxivejene. Fra flyet kunne man se de mange flyspottere, der havde taget opstilling ved Flyvergrillen og fulgte flyet på dets første landing i Københavns Lufthavn.

I dagens anledning holdt lufthavnens brandkøretøjer klar og bød Dreamlineren velkommen med vandkaskader. Mange ansatte i lufthavnen havde også taget opstilling med mobiltelefoner og kameraer for at forevige det første Boeing 787-8 Dreamliner fly i CPH. Ikke siden Lufthansa A380-besøg for to år siden, havde et enkelt fly været genstand for så stor opmærksomhed.

“Det er en meget special dag og en milepæl i Norwegians historie. Vi har glædet os utrolig meget til at modtage vores første Dreamliner og er glade for, at vi nu for første gang kan præsentere flytypen i Danmark. Vi ser frem til, at vi i løbet af den næste uge kan tilbyde danskerne at prøve det mest moderne passagerfly, der er i drift i dag,“ sagde Norwegians danske presse- og markedschef efter flyets ankomst i Københavns Lufthavn.

Se flere fotos fra Dreamliner-flyvningen til CPH på vores Facebook-side.

Foto: Et kig indenfor i cockpittet på Norwegians Boeing 787-8 Dreamliner.