Reservefly til Finnairs New York-rute

En større reparation af et Airbus A330-fly, der i slutningen af maj havde en hård landing i New York, tvinger Finnair til at indleje et spansk og et polsk reservefly.

Den 20. maj var et af Finnairs otte Airbus A330-fly udsat for en så hård landing i New York-JFK, at hele landingsstellet efterfølgende skal udskiftes. Derfor har Finnair netop besluttet at indleje reservekapacitet for at kunne gennemføre fartplanen til New York i løbet af sommeren.

I første omfang skal det spanske charterflyselskab Privilege Style med base i Madrid operere med et Boeing 767-300ER fly mellem Helsinki og New York/JFK fra den 20. juni og indtil udgangen af måneden. Herefter overtager polske LOT med et nyt Boeing 787-8 Dreamliner-fly frem til den 16. juli.

LOT har tidligere vikarieret for Finnair med Dreamliner-fly.

“Vi mangler i øjeblikket et langdistancefly i vores flåde, og selv i denne situation ønsker vi at servicere vores kunder så godt som muligt og minimere følgevirkningerne. Vi vil kontakte alle passagerer direkte, som vil blive berørt af disse ændringer i flykapaciteten. Da dette er en ‘wet lease’ aftale, vil alle besætningsmedlemmer være fra henholdsvis Privilege Style og LOT, men i kabinen vil der være en kabinechef fra Finnair til rådighed,“ siger Ville Iho, der er driftsdirektør hos LOT.

Spansk fly med polsk baggrund
Flyet fra spanske Privilege Style har tidligere været en del af LOT-flåden. Det 19 år gamle Boeing 767-fly med registreringen EC-LZO blev oprindeligt leveret til LOT i maj måned 1995. Flyet blev pensioneret fra LOT i slutningen af august måned sidste år, efter at det polske flyselskab havde fået Dreamliners i flåden i stedet.

Da flyet var ejet af LOT, var det den 15. marts 2011 udsat for en hændelse i Hanoi-Noibai lufthavnen i Vietnam, hvor det efter en landing gled af banen. Der var dog kun begrænsede skader på flyet, der kunne returnere til Polen efter et ufrivilligt ophold i den vietnamesiske hovedstadslufthavn i nogle dage.

Boeing 767-flyet fremstår i dag i en indretning med 18 sæder på Business Class og 229 sæder på økonomiklasse, mens Dreamliner-flyet fra LOT kan tilbyde 18 sæder på Business Class, 21 på Premium Economy og 213 på økonomiklasse. Da Finnair i A330-flyene har 32 Business Class-sæder og 265 på økonomiklasse, kan der være risiko for, at Business Class-passagerer kan blive nødsaget til at rejse på økonomiklasse.

Privilege Style har udover Boeing 767-flyet også to Boeing 757-200 fly i flåden samt en et enkelt Embraer ERJ145. Privilege Style er kendt for at levere VIP-flyvninger til de store spanske fodboldklubber samt til større internationale virksomheder og indgår i The Empty Leg Group, der er Spaniens største flymæglervirksomhed.