Risiko for omfattende SAS-strejker

Mens de norske SAS-piloter har varslet strejke fra torsdag morgen og de svenske SAS-piloter har annonceret strejke fra fredag aften, så er der ikke fare for strejke blandt de danske SAS-piloter.

Inden for de næste 2-3 dage kan i alt knap 800 SAS-piloter meget vel være i strejke. SAS sidder nemlig lige nu i hårde forhandlinger med piloternes fagforeninger i både Norge og Sverige om nye overenskomster.

I Norge foregår forhandlingerne mellem SAS og to pilotfagforeninger hos Riksmekleren. Ifølge norske medier er der en god stemning mellem parterne.

”Der pågår nu forhandlinger med de to norske pilotforeninger, og vi er fast besluttet på at blive enige ved hjælp af mægler,” understreger kommunikationskonsulent Anna Vibeke Nielsen fra SAS.

Hvis ikke SAS og fagforeningerne når en aftale inden midnat natten mellem onsdag og torsdag, så vil 435 norske piloter nedlægge arbejdet fra torsdag morgen. Ifølge SAS vil det primært være piloter på kort- og mellemdistanceflyvninger, som vil strejke.

En procedurefejl
Som CHECK-IN.dk kunne fortælle fredag i sidste uge, så har Svensk Pilotförening varslet, at op mod 350 svenske piloter vil nedlægge arbejdet på fredag kl. 18, hvis ikke det lykkes at nå til enighed med SAS-ledelsen om en ny overenskomst.

Det var oprindeligt meningen, at medlemmerne af Svensk Pilotförening fra fredag i sidste uge skulle have nægtet at arbejde over og så skulle have nedlagt arbejdet helt fra igår tirsdag. En procedurefejl har imidlertid betydet, at det oprindelige konfliktvarsel blev trukket tilbage og erstattet med et varsel om konflikt fra fredag den 10. juni klokken 18.

Dem varslede svenske strejke vil omfatte mange af de piloter, som bemander de af SAS’ mellemdistancefly, som har base i Stockholm Arlanda-lufthavnen. En strejke vil derfor kraftigt berøre SAS’ svenske, skandinaviske og europæiske ruter til og fra Arlanda.

Indgik to-årig aftale i 2015
Strejker blandt norske og svenske SAS-piloter vil i en vis grad påvirke SAS-trafikken til og fra Danmark. Men der er ikke udsigt til at de danske piloter også nedlægger arbejdet.

”Vi indgik en to-årig aftale i 2015 med Dansk Pilot Forening sidste år, så der er ingen forhandlinger herom med de danske piloter,” siger Anna Vibeke Nielsen.

Desuden opereres en stor del af SAS’ flyvninger med fly og besætninger fra andre selskaber end SAS selv. En del feederflyvninger gennemføres således med turbopropfly og regionale jetfly af underleverandører som Jet Time, Flybe og City Jet. Langrutetrafikken bliver heller ikke berørt hvis der bliver strejker i Norge og Sverige, ligesom flyvningerne mellem Arlanda og København gennemføres med et miks af fly og besætninger fra de to SAS-trafikknudepunkter.

Hvis de i alt knap 800 norske og svenske SAS-piloter nedlægger arbejdet, så vil strejkens omfang overgå den strejke, som Norwegians danske, norske og svenske piloter gennemførte i februar og marts sidste år. Her nedlagde de i alt 700 skandinaviske piloter arbejdet i 11 dage mens selskabets trafik var reduceret med omkring 40 procent.

 

Relaterede artikler:

Risiko for svensk SAS-strejke

Ny overenskomst for danske SAS-piloter