- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rolling Stones i CPH med all-First Class-fly

Rolling Stones er i øjeblikket på Europa-turné, og rocklegenderne ankom til Københavns Lufthavn i et chartret Boeing 767-fly, der blev brugt af Guns N´Roses tidligere på året.

Når de fire rockstjerner fra Rolling Stones turnerer rundt i verden, gør de det med stil.

Det engelske rockband er i september og oktober på turné i Europa, hvor det i alt bliver til 13 koncerter i 12 forskellige byer rundt om på kontinentet. Turnéen har titlen ’Stones – No Filter’, og Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ronnie Wood skal levere underholdningen i stopfyldte arenaer.

Flyvningerne mellem de byer, hvor Rolling Stones optræder, foregår i en Boeing 767-300 ER med registreringen ZS-NEX fra det private charterflyselskab Aeronexus Corporation. Flyet blev oprindeligt leveret til det polske flyselskab LOT i 1990 og blev hentet ind hos Aeronexus i februar 2016. Tidligere på året blev det benyttet af Guns N´Roses på 3. etape af Not in This Lifetime-turnéen, der startede i Osaka i slutningen af januar og sluttede i Dubai i begyndelsen af marts.

I søndags landede det karakteristiske Boeing-fly i København, hvor de fire rocklegender i aften kl. 20 går på scenen i Telia Parken med klassiske numre som ’Gimme Shelter’ og ’Paint It Black’ foran et forventningsfuldt publikum. Flyet ankom til Københavns Lufthavn kl. 17.23 efter en flyvetur på lidt over en time fra Amsterdam-Schiphol.

First Class-sæder i hele flyet
Europa-turnéen begyndte lørdag den 9. september med en koncert i Hamborg, og turen har herefter gået til München, Spielberg (Østrig), Zürich, Lucca (Italien), Barcelona, Amsterdam inden rockbandet spiller op i København i aften. Efter koncerten i Danmark fortsætter Rolling Stones-flyet til Düsseldorf, Stockholm, Arnhem (Holland), inden turnéen slutter med to koncerter i den nye U Arena i Paris.

Kabinen i Rolling Stones-flyet. (Foto: Aeronexus Corporation)

Boeing 767-flyet er indrettet med en 96 First Class lie-flat lædersæder, der er placeret med en afstand på hele 73 tommer mellem sæderækkerne. Flyunderholdning foregår gennem trådløst WiFi, hvor rockstjernerne og deres store følge kan bruge deres egne tablets, computere og smartphones til at tilgå en stort udvalg af film, musik og magasiner.

Forrest i kabinen er der et eksklusivt område med lædersofaer, der kan omdannes til komfortable senge. Så de gamle rullesten har ingen undskyldning for ikke at komme udhvilede frem til næste destination.

Rolling Stones har også tidligere turneret rundt i Europa med eget fly. I 2014 var rockbandet hovednavn på Roskilde Festival og transporten til Københavns Lufthavn foregik i en lidt mindre Boeing-udgave end det nuværende. For tre år siden ankom stjernerne i en Boeing 737-400 med registreringen SX-ATF, og flyet var på daværende tidspunkt ejet af det græske flyselskab GainJet Aviation.

 

Relaterede artikler:

Flyvende rockstjerne med succes i luftfart

Rockstjerne leverede fly til Albawings

Iron Maiden-fly fik skade til 50 mio. kroner

Danmark går glip af Ed Force One

Iron Maiden lejer islandsk jumbojet