En businessjet af typen LearJet 40 foran den nye hangar i Roskilde Lufthavn. Foto: Mette Bach Dyremose, JetHost

Roskilde Lufthavns største hangar åbner for business-fly

JetHost har netop færdigbygget den største hangar til dato i Roskilde Lufthavn, og den vil kunne huse de største business-fly.

Roskilde Lufthavn har fået en splinterny hangar til brug for business-fly og helikoptere.

Hangaren stod klar i slutningen af juni, hvor den første LearJet kørte gennem den 30 meter brede port. Hangaren er bygget af selskaberne Dyremose A/S og Brian Max Holding ApS, der i partnerskab har opført hangaren under navnet JetHost ApS.

Den brede port har sat en høj standard for det samlede byggearbejde af hangaren, der er 12 meter høj. Den højeste i Roskilde Lufthavn. Hangaren har desuden adgang fra tre sider, og det gør den ekstra favorabel. Det er den eneste, der kan håndtere ’large-cabin’-fly eller mere end ét ’super-midsized’-fly.

Roskilde Lufthavn har haft dialog med JetHost under byggeriet af den nye hangar, som fremover vil være synlig nord for lufthavnens terminal- og skolebygninger og parkeringsarealer.

”Vi er selvfølgelig glade for, at vi nu har en samarbejdspartner, hvor vi sammen kan sikre aktiviteter i hangaren,” siger Lars Lip, lufthavnschef i Roskilde Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

Attraktiv jethangar
Dyremose A/S er ledet af Helgi Dyremose, som selv agerer kaptajn på privatfly af typerne LearJet 40/45 og Challenger 300/350. Han har omkring 5.000 flyvetimer og kender alt til markedet for private jetfly.

”Dette er attraktivt for de fleste jetfly-ejere og –operatører med dens centrale placering i lufthavnen og med en åben forplads på østsiden. Vi mærker den første interesse i at leje parkeringsplads i den nye opvarmede hangar og forventer mere efterspørgsel, når vi flytter os fra ’worth-of-mouth’ til mere markedsføring,” siger Helgi Dyremose, der nævner den nylige lancering af hjemmesiden jethost.dk.

Den nye hangar – eller “flyhotel”, om man vil – tager desuden et ansvar over for miljøet. Energiforbruget vil være halvdelen af eksisterende hangarer på grund af en såkaldt ’sandwich-konstruktion. Der er brugt ultra-isolerende materialer og gulvvarme som primærkilde.

Stort kontorområde
Brian Max Knudsen, der ejer Brian Max Holding ApS og er partner i JetHost, ser frem til at finpudse de sidste detaljer.

”Det er meget tilfredsstillende at have den første jet parkeret i vores 1.340 kvadratmeter store hangar, efter vi har arbejdet tæt sammen med leverandører og under alle vejrforhold i det forløbne år. Vi vil nu afslutte opførslen af 400 kvadratmeter kontorlokaler og håber snart at annoncere første lejer,” siger han.

Kontorlokalerne bliver indrettet i to etager, og der vil være direkte vinduesudkig til flyene i grundplan. Hangaren bliver efter planen officielt indviet senere på sommeren.

Projekt begyndte sidste år
Dyremose A/S og Brian Max Holding Aps begyndte partnerskabet om at bygge den nye hangar i 2017 under navnet JetHost ApS. Brian Max har været hoverentreprenør på projektet, mens Helgi Dyremose har bistået med sin erfaring efter 20 år i branchen for private jetfly.

I de sidste 11 år har Dyremose A/S været ansvarlig for at rekruttere besætninger til private jetfly hos individuelle ejere og som såkaldt contractor for flyoperatører i Europa og i Rusland.

Brian Max Knudsen stiftede sit første selskab i 1997. Han har stor erfaring med contracting inklusiv udgravning og byggearbejde. Virksomheden ejer topmoderne maskiner og helikoptere til brug ved planlægningsprocessen af byggerier.

Roskilde Lufthavn er en del af koncernen Københavns Lufthavne A/S, der også tæller storebroderen Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Ny hangar bliver Roskilde Lufthavns største

Roskilde er Europas bedste business-lufthavn

Fornem international hæder til Roskilde

Skandinaviens bedste business-lufthavn

Overvejer ruteflyvning fra Roskilde