Russiske fly til SAS-leverandør

Irske CityJet, der næste år skal operere otte CRJ900-fly for SAS, er ved at købe 10 russiske regionale jetfly til erstatning for sine egne aldrende fly.

Irske CityJet bliver den første europæiske operator af det russiske regionale jetfly Sukhoi Super Jet (SSJ). Det står klart efter at CityJet og Sukhoi har underskrevet en erklæring om, at CityJet skal lease 15 nye Super Jets til levering fra februar næste år og to år frem. Desuden har selskabet fået en option på yderligere 10 fly.

CityJet har mange ruter ind og ud af Londons City-lufthavn, hvor kun udvalgte flytyper er i stand til at lande, da det kræver en stejlere indflyvningsvinkel end normalt. Derfor anvender CityJet i dag det aldrende Avro 85-jetfly, som selskabet har 18 af.

God driftsøkonomi
CityJet overvejede også at købe Embraer 190 regionale jetfly som erstatning for Avro-jetten. Men i sidste ende faldt valget på det russiske fly.

”Der er en række kandidater i dette segment, men efter omfattende evaluering af forskellige typer, kom vi til den konklusion, at SSJ virkelig er en ”game changer”,” forklarer bestyrelsesformand Patrick Byrne fra CityJet til Air Transport World.

Han peger på at SSJ har en god driftsøkonomi og et ”fænomenalt” komfortniveau.

Så mange sæder som muligt
Turboprop-fly som det 66-sæders ATR72-600 og 78-sæders Bombardier Q400-fly var slet ikke inde i overvejelserne. Landingstilladelserne – de såkaldte slots – er så dyre i London City-lufthavnen, at CityJet er nødt til at have så mange sæder på sine fly som muligt. CityJets russiske fly får derfor 98 sæder ombord.

De sidste detaljer mangler at falde på plads omkring aftalen mellem Sukhoi og CityJet. Når de gør det, så er det planen, at CityJet skal modtage de to første fly allerede i februar og marts næste år. Herefter følger yderligere to fly i 2016 og omtrent et hver måned i 2017 og starten af 2018.

CityJet forventer at have udfaset Avro 85-flyene i starten af 2018.

Omskole medarbejdere
Der er nok at se til i disse dage for CityJet. Selskabet er i fuld gang med at skaffe de otte nye CRJ-900 fly, som CityJet fra slutningen af marts næste år skal operere for SAS fra baser i flere skandinaviske lufthavne. For at kunne stille med helt nye fly om bare fem måneder, så er CityJet nødt til at overtage nye fly, som andre flyselskaber havde bestilt og sat næsen op efter at skulle modtage.

Desuden så har CityJet som en del af aftalen med SAS overtaget SAS’ finske produktionsselskab Blue1. Når Blue1’s to sidste Boeing 717-fly har fløjet deres sidste ture i starten af november, skal medarbejderne omskoles og gøres klar til at arbejde på CRJ900-flyene samt med en lang række nye medarbejdere.